Samfund

Forsker: Uber-dom kan være en bombe under den danske model

Der falder i dag dom over seks Uber-chauffører. Bliver de frifundet, kan det have vidtrækkende konsekvenser, vurderer transportforsker.

Det er en bombe under det danske arbejdsmarked, hvis Københavns byret i dag frifinder seks Uber-chauffører for pirattaxikørse vurderer transportforsker Per Homann Jespersen fra RUC.

Det skriver Fagbladet 3F.

- Hvis Uber-chaufførerne bliver frikendt, så har vi alvorlige problemer med vores arbejdsmodel i Danmark - og ikke bare i taxibranchen, men overalt på det danske arbejdsmarked, siger Per Homann Jespersen til 3F.

Kundesikkerhed på spil

Han påpeger, at den danske taxibranche er skarpt reguleret. Taxivognmændene bliver uddannet og sikkerheds- og sundhedstjekket. De kører kun i biler, der skal overholde miljømæssige og tekniske krav, og alle biler skal have taxametre, så kunden er sikret på prisen. Alt sammen er en række krav til standarden, som er udformet i love og regler.

- Hvis Uber-chaufførerne frikendes, så forsvinder kravene til den standard jo fuldstændig - også udenfor taxibranchen. For så er der pludselig rigtig mange steder, man bare kan kalde det for “samkørsel” eller “sam-et-eller-andet” og så komme uden om de arbejdsmarkedsmæssige regler, siger Per Homann Jespersen til 3F.

Principiel dom

- Derfor er det her ikke bare en principiel dom for Uber, men også for resten af samfundet. Og det vil være ubærligt for staten at acceptere sådan en dom, for det vil sætte så mange spørgsmålstegn ved den danske arbejdsmarkedsmodel, så vi ville være tvunget til at lave den helt om, lyder det fra transportforskeren.

Uber ønsker ikke at udtale sig, før der er faldet dom.