Samfund

Danske sygehuse i problemer: Ved at løbe tør for populært bedøvelsesmiddel

Danske patienter risikerer, at måtte vente længere på at blive opereret, fordi sygehusene er ved at løbe tør for lægernes foretrukne bedøvelsesmiddel.

Patienter på de danske sygehuse kan blive tvunget til vente længere på at blive opereret. Årsagen er, at sygehusene er ved at løbe tør for bedøvelsesmidlet Ultiva pga. produktionsproblemer på lægemiddelproducenten GlaxoSmithKlines fabrik i Italien.

I stedet bruges alternative præparater, og det skaber problemer på operationsgangene. Fordelen ved Ultiva er nemlig, at patienterne vågner hurtigt efter endt operation og kan køres tilbage på afdelingen. Med de alternative præparater er opvågningstiden betydeligt længere.

Formanden for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, Susanne Wammen, siger til TV 2, at problemet er reelt:

- Det er bestemt problematisk for de patienter, vi får ind til såkaldte dagkirurgiske operationer, og som vi nu er nødt til at observere under den længere opvågningsfase. Vi har perfektioneret en række indgreb, hvor vi med Ultiva kan køre dem direkte til opvågning på afdelingen. Dem er vi nu nødt til at holde ekstra øje med.

Også ansatte rammes

Også personalet på de danske sygehuse kommer til at lide under manglen på det foretrukne bedøvelsesmiddel.

- Vores planlagte operationsprogram trækker ud, og det betyder så, at en del af vores personale må indstille sig på at få overarbejde som følge af det pressede program, lyder det fra Susanne Wammen.

Hun understreger, at bivirkningerne ikke er flere eller værre ved de alternative præparater, der bliver brugt.

Allerede i april i år meldte Lægemiddelstyrelsen ud, at det danske sundhedsvæsen måtte forberede sig på, at der ville blive mangel på Ultiva i løbet af sommeren.

- Vi har ikke mere på lager

Regionernes lægemiddelorganisation Amgros har til opgave at sikre, at de offentlige sygehuse i Danmark altid har de fornødne lægemidler til rådighed. Her har manglen på Ultiva allerhøjeste prioritet.

- Situationen er desværre blevet værre med tiden. Det skyldes, at alternative lægemidler som Rapifen, Sufentanil og Fentanyl også er begyndt at få problemer med at kunne levere, da presset på disse stiger i takt med, at lagerne nu også begynder at løbe ud på disse lægemidler, siger Amgros’ adm. direktør Flemming Sonne til TV 2.

Amgros har siden april arbejdet hårdt på at få Ultiva til landet, men det har ikke været let – blandt andet fordi lægemidlet er rubriceret som et narkotikum. Derfor kræves der en særlig eksporttilladelse for at eksportere det fra andre lande til Danmark

- Nu er vi imidlertid endt i den situation, at vi ikke har mere på lager – med mindre de enkelte afdelinger skulle have noget liggende. Det skyldes, at Spanien netop har stoppet en større leverance, fordi landet – lige som os - har problemer med levering og derfor ville bruge den lovede leverance til sig selv, forklarer Flemming Sonne.

GlaxoSmithKline beklager

GlaxoSmithKlines kommunikationschef Henrik Kastoft siger i dag til TV 2:

- Vi beklager dybt den her situation, og ved godt, at det påvirker både patienter og hospitaler. Produktionen af Ultiva på fabrikken i Parma i Italien er oppe at køre igen og har været det i nogle uger, men der er – grundet det midlertidige produktionsstop for en måneds tid siden – opstået en situation, hvor mange lande i Europa nu mangler Ultiva.

- Vi arbejder i GSK hårdt på at få en sending af Ultiva til Danmark så hurtigt som overhovedet muligt. Af hensyn til patienternes sikkerhed er det imidlertid vigtigt, at godkendelsesprocedurer og sikkerhedstjek overholdes til punkt og prikke.

Så snart første sending forlader fabrikken i Parma med kurs mod Danmark, vil GSK give de danske myndigheder besked - og derefter vil offentligheden blive informeret: 

- Vi kan desværre ikke i dag – torsdag – sige, hvornår første sending af Ultiva er klar til afgang. Vi kan heller ikke sige, hvor stor en sending, der bliver tale om. Vi arbejder på højtryk for at få det til at ske hurtigst muligt, så hospitalerne i Danmark igen kan få forsyninger af Ultiva til deres operationsafdelinger, siger Henrik Kastoft.