Sådan taler du med dit barn om oplevelser på nettet
En rundspørge viser, at hver sjette elev i 2.-5. klasse har set indhold med nøgne mennesker. Men hvordan skal man som forældre tale med barnet om det?
Nettet og mobiltelefonen spiller en stor rolle i børne- og ungdomslivet. Og profiler, blogs og deling af billeder afspejler hverdagen som en naturlig del af det sociale liv.
Men udover at mødes med venner i den virtuelle verden bliver børnene også præsenteret for knap så børnevenlige ting.
Der var en episode, hvor der var en, som sendte nogle nøgenbilleder til en ven, hvor han så sendte det videre. Til sidst havde næsten alle på skolen billedet.
Anonym elev.
En rundspørge, som TV 2 Nyhederne har lavet, viser, at hver sjette elev i 2.-5. klasse har set billeder eller videoer med nøgne mennesker. Ifølge Gitte Jakobsen, der er seniorrådgiver i Red Barnet, så er det vigtigt, at de voksne tidligt får taget en snak med deres barn omkring, hvordan man færdes på nettet.
- Forældrene skal sætte sig udover det akavede – ligesom første gang man taler om sex med sine børn. Dialog er vigtig. Jo tidligere man begynder samtalen, om det de oplever på nettet, jo nemmere bliver det. Jo mere naturligt bliver det, fortæller Gitte Jakobsen.
Fem gode råd
”Der er så meget, forældre ikke forstår...”. Det er titlen på en forældre-ressource lavet af Medierådet for Børn og Unge sammen med Red Barnet og en række partnere for at hjælpe forældrene med at forstå børnenes online-liv.
For selvom flere forældre måske forsøger at forstå børnenes færden på nettet, så kan mange forældre godt føle sig overhalet af deres børnS ivrige brug af digitale og sociale medier.
- Vi oplever, at nettet er noget stort og anderledes for de voksne, hvor der er en verden på nettet og en verden udenfor. Hvorimod børn og unge opfatter det som én livsverden, fortæller Gitte Jakobsen.
Gitte Jakobsen opstiller en række gode råd til, hvordan de voksne kan tage samtalen om færden på nettet med deres børn – og unge.
Hvis barnet har delt det forkerte
Hvis barnet alligevel får gjort noget – måske delt et billede eller selv sendt et billede, som det fortryder – så er det ifølge Gitte Jakobsen vigtigt som forældre og voksen at være imødekommende og hjælpsom.
- Hvis der var sket noget andet, hvor de måske var kommet for sent hjem eller blevet mobbet, hvordan ville man så reagere som forældre. Det er vigtigt at tænke på, fortæller Gitte Jakobsen og tilføjer:
- Red Barnet har netop åbnet hjemmesiden sletdet.dk, der giver konkret hjælp til, hvad man kan gøre, hvis man oplever, at nogle udnytter ens billeder.
Herunder kan du se information om Red Barnets digitale vejviser.