- Der er fremmede der chatter uden tøj på, og det er klamt
Forældre ved stort set ingenting om, hvad deres børn laver på mobilen og nettet. Det oplever børnene selv.
Han er på Snapchat og Instagram. Og han elsker at bruge tid på Youtube. Men så er der også de steder på nettet, hvor 11-årige Kian Karstensen fra Odense ikke længere kommer.
- Der er sådan en chat, hvor man kan ringe gratis til sine venner. Men så kan man også snakke med nogen, man ikke kender. De sender alt muligt klamt – om man vil have sex med dem og sådan noget. Også selv om de ved, at man ikke er så gammel, fortæller Kian Karstensen.
Han har også brugt et andet forum på nettet, hvor man snakker med tilfældige mennesker:
Det er ulækkert
- Der er nogen, der sidder uden tøj på. De søger måske en kæreste – også selvom det er en børnechat.
Hvor gamle er de?
De er i hvert fald mere end 16. Men så synes jeg, det er klamt, og der er sådan en ”skip-knap”, og så går jeg bare videre. Nu er jeg helt stoppet med at gå derind, fordi det skete tit, fortæller Kian Karstensen.
TV 2 Nyhederne har lavet en rundspørge til en række skoler i Danmark. Hver sjette elev i 2. – 5. klasse fortæller, at de har set nøgne mennesker på mobilen eller computeren. Seks ud 10 elever siger, at de synes, det er ”ulækkert”.
- Altså hvis jeg var ældre, ved jeg ikke, om jeg ville synes, at det var lækkert. Men nu synes jeg faktisk, det er uforskammet, fastslår Kian.
Overraskede forældre
I rundspørgen fortæller halvdelen af eleverne også, at deres forældre ved lidt eller ingenting om, hvad børnene ser på nettet.
- Mine forældre har ikke spurgt mig, men hvis de spurgte mig, ville jeg svare helt ærligt, siger Kian Karstensen.
Der er derfor noget, der tyder på, at Kians forældre er en del af den statistik. For umiddelbart tror Kians forældre, Michael og Britt Karstensen, at deres søn mest spiller på nettet, bruger snapchat og er på youtube.
Det fortæller de, da TV 2 Nyhederne aftaler med Kian at tage med ham hjem til forældrene senere samme dag. Britt Karstensen har ligefrem oprettet profiler på instagram og snapchat for at følge med i Kians færden på de sociale medier.
Han plejer at fortælle alt
-Jeg er da noget overrasket, det må jeg sige. Der er nogle hjemmesider, som jeg ikke kendte til, lyder det fra Britt Karstensen, da hun hører, hvad sønnen har fortalt.
Også Kians far er overrasket:
- Han plejer at fortælle alt. Særligt fordi han ved, at han kan komme hjem og fortælle alt. Han har engang fortalt om et computerspil, hvor der dukkede noget porno op. Men de sider der, dem vidste jeg ikke noget om, lyder det ærligt fra Michael Karstensen.
Pas på med nøgenbilleder
Forældrene erkender, at når de har talt med Kian om, hvordan man opfører sig i den digitale verden, har fokus været på, hvad sønnen selv lægger ud. Og ikke på, hvad han modtager.
- For eksempel at han ikke må lægge nøgenbilleder ud af sig selv. Vi snakker faktisk meget om det i det daglige, fordi det er vigtigt, fastslår Britt Karstensen.
Men har børn ikke også ret til et privatliv?
Til en vis grænse, jo. Men det er også vores pligt som forældre at passe på dem og undersøge, hvilke mennesker de møder på nettet, og hvad det er, de prøver at få dem til, lyder det fra Michael Karstensen.
For Kian er der ikke så meget at diskutere:
- Hvis de gerne vil vide noget mere, så kan de bare spørge.