Samfund

Hjemmeværnet klar til første vagt ved grænsen: Vi vil modbevise fordommene

Hjemmeværnet håber at gøre op med nogle af de mindre flatterende fordomme, når de fra denne uge skal bistå politiet med grænsekontrollen.

Fra i dag står de første hjemmeværnssoldater klar til at aflaste politiet og overtage dele af bevogtningsopgaverne ved den dansk-tyske grænse. 

Hjemmeværnsfolkene skal arbejde under politiets ledelse, de må ikke bære våben, og de må ikke tilbageholde folk. Alligevel håber de, at opgaven kan være med til at gøre op med offentlighedens syn på Hjemmeværnet.

- Nu bliver vi endelig indsat til en opgave, hvor vi kan bistå samfundet med en rigtig vigtig opgave. Det er en unik mulighed for at vise, at Hjemmeværnet er andet end de fordomme, der tidligere har floreret i folkemunde, siger Mathilde Jakobsen.

Hun er en af de håbefulde hjemmeværnsfolk, der i den forgange uge var i træningslejr ved Nymindegab i Vestjylland, hvor de blandt andet blev oplært i at tjekke identitetspapirer.

- Der hviler et stort ansvar på skuldrene af os, der har takket ja til den her opgave. Vi skal repræsentere Hjemmeværnet på bedst mulig vis, så andre kan se, at det virkelig er et professionelt stykke arbejde, vi udøver og bistår politiet med, siger Mathilde Jakobsen.

Latterliggjort som midaldrende weekendsoldater

Gennem årene har Hjemmeværnet ofte kæmpet med at blive taget seriøst. Det er blevet set som en lidt harmløs organisation, som man har trukket på smilebåndet af, forklarer branding-ekspert Kresten Schultz Jørgensen, der er ejer af rådgivningsvirksomheden LEAD Agency.

- Det er et billede af lidt fjollede, midaldrende mænd, der leger weekendsoldater – og det er ærgerligt, for historien om Hjemmeværnet kunne være en anden. Det er jo en ekstrem samfundsnyttig organisation, der rummer en masse af de elementer og værdier, som kunne formidle sig bedre, siger han.

Eksemplerne er mange. Et gammelt indslag fra TV2 Nord med billeder fra en skydeøvelse i Hjemmeværnet har været lidt af et hit på internetsiden Youtube med over 680.000 visninger. Klippet viser en midaldrende hjemmeværnsmand komme til at affyre et skud ved et uheld, og at øvelsen afsluttes med at spise grillpølser.

Også i tv-programmet Natholdet har værten Anders Breinholt flere gange vist klip med hjemmeværnsfolk i sjove situationer.

Det er billeder som disse, Hjemmeværnet nu håber at kunne gøre op med.

- Vi har ofte perioder, hvor vi ikke har store synlige opgaver udover trafikregulering. For nogle år siden havde vi nogle bevogtningsopgaver nede i Kosovo, og nu får vi det igen med grænsekontrollen, så PR-mæssigt er det et kæmpe skulderklap til Hjemmeværnet, siger seniorsergent Finn Højlund.

Grænseopgave kan ændre omdømme

Hjemmeværnet bliver sendt til grænsen for at aflaste et presset dansk politi, og betydningen bliver, at 165 betjente kan vende hjem og deltage i politiarbejdet i deres hjemby.

Branding-ekspert Kresten Schultz Jørgensen tror derfor på, at opgaven med grænsebevogtningen rent faktisk kan være med til at ændre det omdømme, som Hjemmeværnet har været fastfrosset i.

- Det vil kunne øge relevansen fra de lidt fjollede opgaver som for eksempel trafikregulering. Grænsekontrollen giver dem noget tydelighed med relevante opgaver, og det kan være med til at flytte noget afgørende, siger Kresten Schultz Jørgensen.

Over 450 danske hjemmeværnsfolk havde meldt sig som frivillige, men i første omgang blev 150 udvalgt til oplæring i at kunne bistå politiet. Nogle har sågar opsagt deres job for at kunne hjælpe til.

- Vi vil det 110 procent. Det er virkelig folk, der vil det her, og folk er virkelig gået seriøst ind til opgaven, siger Mathilde Jakobsen.

Her skal Hjemmeværnet indsættes for at aflaste politiet.

De første hjemmeværnsfolk kommer til at assistere politiet fra tirsdag, når de skal bidrage til permanent døgnbemanding ved grænseovergange i Kruså, Padborg og Frøslev.

Fra den 27. juni bliver der også sendt hjemmeværnsfolk til at være permanent til stede ved Rødby og Gedser, og derudover kommer hjemmeværnet også til at lave stikprøvekontroller ved de ubevogtede mindre grænseovergange.