Pride-formand efter terror: Vi skal blive ved med at være synlige

Formanden for Copenhagen Pride opfordrer hele det danske LGBT-miljø til at rykke sammen, udbrede viden og nedbryde stereotyper.

Det, der ikke måtte ske, fandt sted søndag nat på klubben Pulse i Orlando, Florida.

Hele Amerikas LGBT-miljø blev ramt, da den 29-årige gerningsmand Omar Mateen gik ind på klubben for homoseksuelle og skød omkring sig. Han dræbte 49 personer og sårede yderligere 53 mennesker, før politiet dræbte Mateen i en skududveksling.

- Det første, jeg tænkte, var: 'Åh nej. Det kan ikke være sket', siger Lars Henriksen, der er formand for Copenhagen Pride, til TV 2.

Han synes, det er 'dobbeltchokerende', at det netop skulle ske i Florida, som han altid har anset for at være et af de områder i USA, der har et forholdsvist åbent og liberalt syn på LGBT-personer. LGBT står for Lesbian, Gay, Bisexual, Transsexual - altså homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle.

Og at angrebet finder sted på en natklub for homoseksuelle, gør ikke handlingen mindre krænkende, mener Lars Henriksen.

Et angreb mod tryghedszonen

- Det er et angreb, som finder sted helt ind i tryghedszonen af vores miljø. Et sted, hvor vi normalt føler os sikre, hvor vi mødes, hvor vi er sammen med venner og bekendte. Jeg har det lidt som om, der er nogen, der har begået indbrud i mit hjem og på en eller anden måde er der noget helligt, som er blevet besudlet, siger Lars Henriksen.

Det kommer derfor til at tage tid, for LGBT-miljøet får samlet sig, og - med Lars Henriksens ord - får reclaimet det rum, der er deres.

Mandag aften afholdes en mindehøjtidelighed for ofrene i København. Blandt andet vil statsminister Lars Løkke Rasmussen sige et par ord, og det samme vil Lars Henriksen på vejne af Pride Copenhagen. Ud over at mindes ofrene, har han et klart budskab med sig:

- Jeg har tænkt mig at lægge vægt på, at det faktisk er nu, vi har brug for at rykke sammen i vognen som LGBT-miljø: Passe på hinanden, men også stå insisterende fast på den kamp for rettigheder, vi har gang i, og en del af den insisteren er også at være synlige og åbne og udadvendte, og dermed ikke kunne fjernes fra offentligheden, siger Lars Henriksen.

Synlighed nedbryder stereotyper

Synlighed er det bedste modsvar, og det er en bevægelse, som Pride er en del af, forklarer formanden.

- Og det er en utrolig vigtig faktor i forhold til at nedbryde stereotyper og fordomme, siger han.

Blandt flere andre har den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, brugt det meste af mandagen på at understrege, at et angreb som dette ikke blot er en hadefuld handling rettet mod én specifik gruppe mennensker, men mod os alle. Og Lars Henriksen føler sig da heller ikke mere bange efter angrebet.

Skal ikke frygte angreb

- Vi skal som miljø ikke gå rundt med en generel frygt, men jeg tror, at vi i en periode vil kigge os lidt mere over skulderen eller lægge mere mærke til ting, vi synes forekommer besynderlige. Det er en helt naturlig reaktion, men det er vigtigt at opfordre til at blive ved med at gå i byen, møde hinanden og stå sammen og være synlige, siger han.

Han understreger, at hvis det står til ham, bliver Copenhagen Pride, som i år afholdes i midten af august, ikke anderledes end alle andre år med mindre myndighederne mener, der er en fare at tage hånd om.

- Heldigvis er vi vant til at have en fredelig Pride i København, som mange deltager i og gør det, fordi det er et vigtigt manifestation at være med til. Jeg tror den overordnede fortælling om kærlighed og medmenneskelig forståelse vil være den, som også i år er gældende i Copenhagen Pride, siger Lars Henriksen.