Samfund

Mobning kostede Lotus tre måneder uden skole: Kommunen sørgede ikke for undervisning

Lotus Aurbakken blev mobbet gennem fire år. René Aurbakken.

På grund af grov mobning måtte 11-årige Lotus bliver væk fra skolen i tre måneder. Kommunen beklager nu, at den ikke tilbød hjemmeundervisning.

En uskyldig omgang mobning, der hurtigt går over.

Det tænkte Heidi Bjerrum Aurbakken, da hun første gang blev klar over, at hendes datter, Lotus, blev drillet i sin folkeskoleklasse.

Mobningen viste sig dog hurtigt hverken at være uskyldig eller kortvarig. Og i dag, fire år senere, frygter Heidi Bjerrum Aurbakken og hendes mand, at deres 11-årige datter bliver nødt til gå fjerde klasse om.

- Frustrerende ad helvedes til

Sagen tager for alvor fart, da en kommunal sagsbehandler i begyndelsen af året råder Heidi og René Bjerrum Aurbakken til at tage holde deres datter væk fra Trekløverskolen i Frederiksund, indtil de værste mobbere har forladt klassen.

Mobningen er blevet så grov, at Lotus Aurbakken ikke længere kan holde ud at være i skolen, og da forældrenes gentagne forsøg på at løse problemerne alle har slået fejl, vælger de at følge sagsbehandlerens råd.

Lotus Aurbakken ender med at være væk fra skolen i hele tre måneder, men til trods for forældrenes forsøg på at få kommunen og skolen til at gøre noget, bliver hun ikke tilbudt hjemmeundervisning i perioden.

- Det har været frustrerende ad helvedes til. Jeg synes jo, man slår i en dyne, og der er ikke nogen, der tager noget alvorligt, siger Heidi Bjerrum Aurbakken til TV 2.  

Lotus med sin mor, Heidi Bjerrum Aurbakken.

Langt bagud med undervisningen

De værste mobbere er i løbet af de tre måneder, hvor Lotus har været væk, skiftet til andre skoler. Derfor er hun i dag tilbage i skolen på halv tid, men den 11-årige folkeskoleelev er ked af, at hun ikke har fået noget undervisning, mens hun har været væk.

- Jeg synes, det har været dårligt. Jeg har jo bare lavet lektier med min mor, men jeg ikke fået lavet dansk, fordi hun er ordblind, så jeg er meget bagud, siger Lotus Aurbakken til TV 2.

Hun håber snart at få tilbudt  noget ekstraundervisning, så hun kan slippe for at gå fjerde klasse om. De psykiske efterveer fra mobningen betyder dog, at kampen tilbage ikke så bliver let.

- Jeg har ikke rigtig nogen selvtillid mere. Det går bedre, og der dage, hvor jeg tænker, det er fedt at være i skole. Men der er også dage, hvor jeg vil hjem og ikke har lyst til at være der, siger Lotus Aurbakken.

Kommunal undskyldning

Over for Frederiksborg Amtsavis erkender Allan Carlsen, konstitueret skolechef i Frederiksund Kommune, at kommunen ikke har levet op til sine forpligtelser.

- Der er ingen tvivl om, at vi har begået flere fejl. I det tilfælde svigter vi helt klart vores undervisningspligt, siger Allan Carlsen til Frederiksborg Amtsavis.

I byrådet er formanden for kommunens uddannelsesudvalg, Venstres Anne-Mette Risgaard Schmidt, heller ikke stolt af sagen.

- Det er helt uacceptabelt, og det er en sag, jeg vil gå videre med, siger hun til Frederiksborg Amtsavis.

Heidi Bjerrum Aurbakken kalder det fint, at kommunen erkender fejlene men siger, at hendes datter ikke kan bruge det til så meget. Derfor håber hun ligesom sin datter, at kommunen hurtigst muligt tilbyder noget ekstra undervisning, så Lotus kan følge med klassekammeraterne op i femte klasse.

- De må finde en løsning på det. Lotus skal ikke betale bøden for, at de har kvajet sig, siger Heidi Bjerrum Aurbakken.

Motorcyklister vil hjælpe med at genopbygge Lotus' selvtillid

I første omgang kan Lotus Aurbakken glæde sig over hjælp fra en lidt uventet kant.

Den 26. juni skal hun ud og køre en tur på motorcykel med mere end 100 motorcykelentusiaster, der efter de hørte om sagen, har taget initiativ til at give hende en god oplevelse.

Initiativet kaldes "MC mod mobning" og går kort fortalt ud på at hjælpe med at genopbygge mobbeofres selvtillid. Det fortæller Per Neergaard, der er en af initiativtagerne.

- Vores erfaring er, at vi får givet dem et selvtillidsboost af en anden verden. Vi får givet dem et venskab med en masse andre mennesker, som får dem til at føle, at de er noget. Mange af de her mobbeofre føler jo ikke, at de er noget værd. Og det skal vi have gjort noget ved, siger Per Neergaard til TV 2.

Lotus Aurbakken glæder sig til køreturen, og håber, den kan være med til at hjælpe hende tilbage til et mere normalt liv.

- Jeg vil helst med op i femte klasse, og jeg tror, det er muligt, hvis jeg kæmper nok, siger hun.

Allan Carlsen, konstitueret skolechef i Frederiksund Kommune, siger til TV 2, at han vil have det "rigtig skidt", hvis det ender med, at Lotus Aurbakken skal gå fjerde klasse om.

- Derfor skal vi også sørge for, at hun får nogle ekstra timer, så hun kan op på et fornuftigt niveau, siger han til TV 2.

Børns Vilkår har udarbejdet ti gode råd til forældre, som vil forebygge mobning:

10 gode råd: Sådan forhindrer du mobning

  1. Tal pænt om de andre børn, forældre og lærere i dit barns påhør.

  2. Prioritér at deltage i klassearrangementer. Vær opmærksom på at opsøge forældre, du ellers ikke plejer at tale med.

  3. Tilbyd din hjælp, hvis nogle børn har svært ved at deltage i klassearrangementer på grund af praktiske omstændigheder.

  4. Støt dit barn i at lege med forskellige klassekammerater. Det kan betale sig at gøre en ekstra indsats for at få legeaftaler med dem, man ikke ’plejer’ at lege med. Giv også klassekammeraters invitationer til fødselsdage og legeaftaler høj prioritet.

  5. Lær alle børnenes navne at kende. Også dem, der ikke naturligt kommer i jeres hjem. Brug evt. klassebilledet til en snak med dit barn om, hvem barnet går i klasse med. Hjælp dit barn med at finde de positive egenskaber hos de andre børn.

  6. Spørg ind til, hvad der er sket, hvis dit barn er ked af noget. Anerkend dit barns følelser, men hjælp også ham eller hende til at tænke over, om andre børn kunne have oplevet tingene på en anden måde i forbindelse med en konflikt.

  7. Vær nysgerrig og anerkendende over for andre forældres holdninger – også selvom du ikke er enig.

  8. Vis interesse for dit barns digitale liv. Tal om, hvordan man også på de sociale medier udviser omtanke over for andre. Reagér, hvis du oplever, at tonen og omgangsformen er hård og kan gøre nogen kede af det.

  9. Opmuntr til at reagere, hvis dit barn oplever en klassekammerat blive dårligt behandlet. Man kan både trøste, ’sige fra’ eller og få hjælp af en voksen.

  10. Reagér, hvis du bliver bekymret for dit eget barns eller andres børns trivsel i klassen. Du kan tage kontakt til de pågældende forældre og/eller drøfte situationen med læreren.