Halvdelen af asylansøgere på udrejsecenter er forsvundet
Mere end halvdelen af de asylansøgere, som venter på at blive sendt ud af landet fra et udrejsecenter ved Ikast, er forsvundet.
Det tidligere åbne fængsel uden for Ikast, Kærshovedgård, har siden påske fungeret som udrejsecenter for afviste asylansøgere.
På papiret skulle centeret have modtaget 84 mandlige, afviste asylansøgere, men der bor kun 35 asylansøgere på centeret, skriver Information.
De resterende 49 er enten aldrig mødt op på centeret eller er flyttet ind for derefter at forsvinde igen, oplyser centeret til avisen. Dermed er over halvdelen af beboerne forsvundet.
Asylansøgere stikker af
I sidste uge kom det frem, at hver femte person på tålt ophold i Danmark er forsvundet fra myndighederne. Også hos udrejsecenter Sjælsmark oplever centeroperatør Niels Etlard, at asylansøgere stikker af, før myndighederne kan udvise dem af landet.
Han siger dog til Information, at centret ikke har en præcis opgørelse, men bekræfter, at det 'finder sted'.
Der er ingen officielle tal på, hvor mange der skjuler sig for myndighederne i Danmark, men Michala Clante Bendixen, forkvinde for organisationen Refugees Welcome, estimerer over for Information, at der kan være alt mellem 5000 og 50.000 mennesker, som lever papirløst i Danmark.