Samfund

Chauffør brugte iPad på motorvejen - nu er han blevet fyret

En video af en buschauffør, der bruger sin iPad under kørslen, chokerer på Facebook.

Den chauffør, der blev filmet, mens han bruger en iPad under kørslen af en bus, bliver nu fyret fra selskabet Pletten.

- Jeg ved ikke, hvad han har tænkt på, da han gjorde det. Men sådan noget kan vi selvfølgelig ikke sidde overhørig, siger Anders Bonde, daglig driftsleder hos Pletten, til TV 2.

Selskabet har samtidig sendt en besked ud til samtlige af sine chauffører, hvor reglerne for sikker kørsel indskærpes.

Chaufføren har kørt for selskabet i to år og er ifølge driftslederen erfaren bag et busrat.

Filmede chauffør og lagde video på Facebook

Episoden fandt sted under en køretur med busselskabet Rød Billet fra København til Aarhus. Flere gange under turen fandt chaufføren iPad'en frem og kiggede på den, mens bussen kørte på motorvejen. Og det fik Nicklas Ambrosius Frank, som sad på det forreste passagersæde til at tage sin mobil frem og filme chaufføren.

- Jeg tænker, at det ikke kan passe. Vildt ubehageligt. Han kører midt i fredagstrafikken og med masser af mennesker om bord, siger han til TV 2.

Videoen ender på Nicklas Ambrosius Franks Facebook-side sammen med et ønske om, at alle deler opslaget. En opfordring, som mange har valgt at følge.

Samarbejde blev taget op til overvejelse

Bussen og chaufføren, der fredag tiltrak sig ekstra meget opmærksomhed, kører for busselskabet Pletten, der er underleverandør for selskabet Rød Billet. Og hos Rød Billet tog man allerede i går, fredag, konsekvensen af de afslørende optagelser.

- Han har kørt sin sidste tur for os, sagde direktør hos Rød Billet, Thomas Hintze, til TV 2 i går.

Også samarbejdet med busselskabet Pletten blev øjeblikkeligt suspenderet, da optagelserne blev vist for direktøren. Pletten og Rød Billet har i dag talt sammen og man er blevet enige om at fortsætte samarbejdet.

- Én mands dumhed skal ikke ødelægge det for alle andre, siger Thomas Hintze, som er tilfreds med, at chaufføren nu er blevet opsagt.

- Chaufføren må tage ansvar for sine egne handlinger, og nu må han jo så gå hjem og tænke over, hvad han vil fremover, slutter han.