Skole til muslimsk kvinde: Du skal ikke bede her
Det skal ikke ske i hverken undervisningstiden eller i pauserne, siger direktør for SOPU-HIllerød
Det er ikke tilladt at bede i skoletiden eller på skolens område.
Så kontant er meldingen fra direktionen på SOPU-Hillerød, der i går har indskærpet reglerne over for en muslimsk kvinde.
Det skete efter kvinden, ifølge skolen, i går bad på et af skolens fællesarealer. Det så en lærer, som efterfølgende gjorde kvinden opmærksom på, at det var forbudt. Herefter bad kvinden om en uddybning, hvor det endnu en gang blev forklaret, at skolen ikke tillader den slags i skoletiden.
Det fik en veninde til at lægge et billede af den muslimske kvinde på facebook med følgende tekst:
'Min veninde fik idag et brev fra ledelsen på vores skole SOPU-Hillerød, hvor der står hun ikke længere måtte bede i skoletiden da de mener der skal være plads til alle. Dette mener vi som elever ikke kan være rigtigt og har derfor været rundt på skolen for, at samle underskrifter. En situation som denne burde der tages hånd om, vi mener at alle skal behandles ligeværdig'
TV 2 har været i kontakt med veninden, der delte opslaget på facebook. Hun ønsker ikke at udtale sig på nuværende tidspunkt.
Skal ikke finde sted
Hvorvidt den muslimske kvinde bad midt i undervisningen vides ikke, men det er også fuldstændig ligegyldigt, da det slet ikke skal finde sted i hverken undervisningstid eller pauser, fortæller direktør for SOPU, hvor man kan læse til SOSU-assistent og pædagogisk assistent, Inger Margrete Jensen til TV 2.
- Jeg ved faktisk ikke, hvornår det er sket, men det er også ligegyldigt. Vi er en uddannelsesinstitution, og ifølge vores regler gælder det, at man ikke beder, mens man er på arbejde, og det er man, når man er i uddannelse, siger hun.
- Hvad nu hvis det er i en pause?
- Det handler ikke om, hvorvidt det er en pause eller ej. Det handler om, at man er på skolen, og i skolen beder man ikke.
- Så i pauserne må man heller ikke gå ud i et lokale, hvor der alligevel ikke er nogen mennesker?
- Det handler ikke om, om man må gå ud og være i et lokale, hvor der ikke er nogen. Man beder ikke, mens man er på skolen.
- Hvad er problemet?
- Der er ikke noget problem for os.
- Hvorfor så gøre noget ved det?
- Fordi der har været en lang diskussion om bederum eller ej, og vores holdning er, at vi ikke har bederum, og at man ikke beder, mens man er på skolen, ligesom man heller ikke beder, når man er på arbejde i praktikken.
Et religonsfrit rum
Ifølge Inger Margrethe Jensen har det altid været reglen, at man ikke skal bede i skolen, da det er ’religionfrit rum’.
Også selvom det ikke generer nogen?
- Det handler ikke om at genere nogen. Det handler om, at man er i et rum, hvor religion ikke spiller en rolle, eller i hvert fald ikke spiller en rolle, hvor man giver det fysisk udtryk.