Samfund

Rotterne invaderer vores hjem: Nye giftregler får skylden

Rotter er et voksende problem i de danske byer. Nye regler betyder, at rottegiften er blevet for mild, mener rottebekæmpere.

Borgerne i Aarhus er voldsomt plaget af rotter, og kommunen står nærmest magtesløs i kampen. Der er nemlig alt for mange restriktioner for brugen af rottegift, mener kommunen.

Naturstyrelsen afviser kritikken, men det ændrer ikke på, at landets andenstørste by lige nu står med en kæmpe udfordring.

En af dem, som har haft problemet med de små skadedyr tæt inde på livet, er Camilla Bogh Larsen. Hun bor i en ejendom i Bogensegade i midtbyen.

- Man kan se det når man står og vasker op så løber de bare herude, siger hun til TV 2, mens hun viser nogle af de mange rottehuller i baggården.

I dag var rottebekæmperen så forbi - igen. Det er tredje gang, og chefen for det hele var med:

- Nu har jeg siddet med det her i 25 år, og jeg har aldrig oplevet så mange anmeldelser. Overhovedet ikke, siger Lene Nørskov Skjødt, funktionsleder i rotteafdelingen i Aarhus Kommune.

Rotteudrykninger mere end fordoblet

På fem år er antallet af rotteudrykninger i Aarhus mere end fordoblet. 10.299 gange var rottebekæmperne ude sidste år - altså mere end 28 gange om dagen.

- Der er kommet flere rotter til, og der er kommet nogle nye regler, som gør at vi har fået meget mere travlt ude i marken end tidligere, siger Tonny Thomsen, der er servicetekniker hos firmaet Anticimex.

I 2011 besluttede Miljøstyrelsen bl.a. at udfase flere stærke gifte. Den mildeste form skal i brug først, og den skal ligge i de metalkasser, man kender fra bybilledet.

Problemet er bare, at rotterne ikke nødvendigvis har lyst til at gå ind i giftstationerne. Ifølge Naturstyrelsen bør det ikke være et problem at komme rotterne til livs med den mildere gift.

- De gifte, der er på markedet, er godkendt af Miljøstyrelsen, og de har sikret, at de gifte rent faktisk dræber rotter. Så det vil være få tilfælde, hvor den mildere gift ikke er nok, siger Mikkel Hall, der er funktionsleder i Naturstyrelsen, til TV 2.

Et problem at giften er for mild

Ikke et billede de genkender i rotteafdelingen i Aarhus Kommune.

- Jeg kan kun udtale mig for Aarhus, og der kan jeg sige, at vi oplever helt klart, det giver et problem, siger Lene Nørskov Skjødt.

Det er ikke ligefrem betryggende for Camilla Bogh Larsen i Bogensegade:

- Det er ulækkert. Det er vores gårdhave, og man er lidt bange for at komme ud og sidde her, fordi man ikke ved, om rotterne lige pludselig kommer, siger hun.