Samfund

175 cm er ikke nok for forældre: Vil have væksthormoner til deres børn

Mange forældre er bekymrede over hvor høje deres børn bliver som voksne. Steffen Ortmann / Scanpix Denmark

På trods af at børn aldrig har været højere, oplever flere læger, at forældre henvender sig for at få væksthormoner til deres drenge.

 - Ordentlige kvinder gider ikke have en lav mand. Han får da aldrig en god karriere med den højde. 

Bekymringerne er mange, når forældre til drenge med lille højde henvender sig på hospitalernes børneafdelinger. Og det gør de i stigende grad. Det skriver Kristeligt Dagblad. 

I dag kommer der tre-fire gange så mange små drenge til landets børneafdelinger, som der gjorde for 15 år siden. Det viser henvisningstal fra børneafdelingen på Odense Universitetshospital og fra Rigshospitalets Klinik for Vækst og Reproduktion. 

Danske børn har aldrig været højere

Tendensen bekræftes af børnelæger fra hele landet. Blandt 22 adspurgte børnelæger svarer 13, at de ser flere børn nu på grund af lille højde, end de gjorde før i tiden. Og stigningen skyldes ikke, at børns vækst er dårligere nu end tidligere. 

- Nej, tværtimod. Ifølge et nyt stort normalmateriale har danske børn aldrig været højere, siger Anders Jørgen Schou, der er overlæge ved Odense Universitetshospitals børneafdeling.

Han fortsætter:

- Vi har snarere at gøre med forældre, der er mere bekymrede og mere tilbøjelige til at få deres børn undersøgt nu end tidligere. Forældre, der gerne vil optimere deres børns muligheder her i livet. 

Drengene, der henvises, er typisk i førskolealderen. Ifølge Anders Jørgen Schou bekymrer forældrene sig over barnets situation her og nu, men især over, hvor høj - eller lav - deres søn bliver som voksen.

Og forældrene har ofte et udtalt ønske om væksthormonbehandling. 

- Mange kommer med den dagsorden, at deres dreng skal have væksthormon. De har læst om hormonet på nettet eller kender én, der har haft glæde af behandlingen, siger Anders Jørgen Schou. 

175 centimeter er for lavt

Det er forskelligt, hvilken sluthøjde forældrene finder acceptabel. Men generelt vurderer Anders Jørgen Schou, at mens det for 15 år siden var i orden at blive 170 cm høj, er 175 cm i dag for lavt for nogle.

Langt de fleste går dog tomhændede hjem efter lægebesøget. Lille højde giver nemlig ikke i sig selv adgang til behandling med væksthormon i Danmark. Kun hvis andre særlige forhold gør sig gældende. 

Anders Juul, der er professor og klinikchef ved Rigshospitalets Klinik for Vækst og Reproduktion, har mange års erfaring på området. "Der er klare retningslinjer for, hvem vi kan tilbyde væksthormon, forklarer Anders Juul. 

- Tidligere var der en mere eksperimenterende tilgang til behandlingen. Nu behandler vi i stigende grad efter evidens, siger han og refererer til større kliniske studier, der viser, at behandling med væksthormon slet ikke hjælper alle til en større højde. 

Svært at forudsige

- Undersøgelserne viser, at hvis du giver væksthormon til en flok drenge, der ikke som sådan mangler hormonet, vil nogle ganske vist få en lidt større sluthøjde. Problemet er bare, at en del af drengene slet ikke vil opleve nogen effekt. Enkelte vil endda ende med en lavere sluthøjde, forklarer professoren. 

Manglende effekt skyldes, at væksthormonet, samtidig med at det fremmer væksten, også i nogle tilfælde fremskynder lukningen af knoglernes vækstzoner. Resultatet er dermed en hurtigere vækst, men en kortere vækstperiode. 

- Vi kan desværre ikke forudsige, hvem der vil få gavn af væksthormonbehandling, og hvem der ikke vil, forklarer Anders Juul. 

Sværere i Rungsted end i Rødovre

Mens nogle forældre accepterer lægens ord og stiller sig tilfreds med, at sønnen i øvrigt er sund og rask, er andre mere vedholdende. 

- Selvom vi forklarer forældrene om risikoen for samme eller lavere sluthøjde, er der en del forældre, der fortsat insisterer på behandling, fortæller Anders Juul og peger samtidig på en social skævvridning: 

- Det er tilsyneladende sværere at være 170 cm i Rungsted end i Rødovre. 

Prestige i at være høj

Han bakkes op af overlæge Kirsten Holm fra børneafdelingen på Nordsjællands Hospital i Hillerød, der har nogle af de mest ressourcestærke patienter i Danmark. 

- Jeg oplever med jævne mellemrum forældre til sunde, raske børn, der ikke stiller sig tilfredse med børnenes højde. Der er en enorm prestige forbundet med at være høj, erfarer hun og fortsætter: 

- Nogle siger, at de vil kontakte et privathospital. Jeg kan dog fortælle dem, at de ikke i privat regi giver væksthormon. Andre siger, at de vil købe hormonet på nettet. Det fraråder jeg på det kraftigste, forklarer Kirsten Holm og gengiver så sit eget vigtigste råd til forældrene: 

- Det bedste, de kan gøre for deres barn, er at støtte ham i at leve med den højde, han nu engang har.