Samfund

Så mange menneskesmuglere er fanget ved grænsen

144 personer er blevet sigtet for menneskesmugling, siden grænsekontrollen blev indført 1. januar i år

På årets første seks måneder er 144 personer blevet sigtet for menneskesmugling, da de forsøgte at krydse én af de 15 grænseovergange, hvor politiet foretager stikprøvekontrol.

Samtidig er 1402 personer blevet afvist ved de dansk-tyske grænser, fordi de ikke havde lovlig adgang til Danmark eller ønskede at rejse videre mod for eksempel Sverige for at søge asyl der. Det viser de seneste tal fra Rigspolitiet.

- Vi er der 24/7. Der er således en meget betydelig risiko for at blive taget, såfremt man ikke har legal adgang til Danmark, siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Langt færre menneskesmuglere

Den seneste måned er der i alt kun fanget 11 menneskesmuglere, mens der i januar blev fanget cirka 75. De få der ryger i nettet er nu sjældent organiserede kriminelle, men i stedet personer, der forsøger at hjælpe deres egne familiemedlemmer ind i Danmark ved at rejse dem i møde syd for grænsen. De slipper med at blive sigtet efter den milde paragraf, hvilket typisk betyder en bøde på mellem 5.000 kroner og 7.000 kroner.

- De organiserede kriminelle menneskesmuglere er blevet mindre synlige. Det kan skyldes, at risikoen for at blive opdaget er for stor. Deres motiv er primært økonomien, og hvis der er for stor risiko for at blive opdaget, så er det mindre attraktivt, fordi der også er relativt hårde straffe for det, siger Kim Kliver.

Nedgangen i antallet af menneskesmuglere kan dog også skyldes, at der i det hele taget ankommer langt færre asylansøgere til de nordiske lande i øjeblikket. Omkring 350 personer søgte asyl i Danmark i maj. Det er det laveste antal i en enkelt måned siden 2012.

En opgørelse fra Rigspolitiet viser, at landets politikredse til sammen har brugt 231.000 timer på at udføre grænsekontrol alene i årets fire første måneder. Det giver en regning på omkring 46 millioner kroner.