Samfund

Støjberg vil sende Shariff til Ikast: Det er ikke fair, jeg kender ingen i Jylland

Shariff Shuki er på tålt ophold i Danmark og er en af de 69 personer, der muligvis skal flytte til Ikast som en del af regeringens strammerpakke.

Iranske Shariff Shuki har ifølge ham selv været på tålt ophold i 14 år. Han er en af de 69 personer, der ikke har opholdstilladelse i Danmark, men samtidig ikke kan udvises. Og nu kan han være på vej mod en midtjysk skov ved Ikast.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) ønsker nemlig at samle de 69 personer på tålt ophold på et såkaldt udrejsecenter på Kærshovedgård. En fremtid Shariff Shuki finder dybt uretfærdig.

- Det er ikke fair at flytte os. De skal ikke presse mig. Jeg kender ikke nogen i Jylland. Her har jeg to-tre familier, som hjælper mig, siger han til TV 2.

"Det er et fængsel"

Ifølge Shariff Shuki fik han i 1999 fik to år og tre måneders fængsel for at være passager i en flugtbil under et røveri i Aarhus i 1999. Og Kærshovedgård, der i dag er et fængsel, vil også være et fængsel for Shariff Shuki, selvom han må gå og bevæge sig frit.

Sådan mener iraneren selv.

- Det er et fængsel. Vi skal derover, og så skal vi komme ind hver dag, siger han og refererer til den meldepligt, som personer på tålt ophold er underlagt.

Livet skal være utåleligt 

Regeringen med integrationsminister Inger Støjberg i spidsen ønsker at stramme reglerne for personer på tålt ophold, der ikke har opholdstillade i Danmark, men kan samtidig ikke kan udvises, da der i hjemlandet muligvis venter tortur, dødsstraf eller lignende.

Personer på tålt ophold har mistet deres mulighed for at opholde sig i Danmark, da de enten er blevet dømt til udvisningen efter at have overtrådt straffeloven, har begået en forbrydelse mod menneskeheden eller anses for at være en trussel mod den nationale sikkerhed.

Og regeringen vil altså som en del af den såkaldte strammerpakke gøre ”livet på tålt ophold utåleligt", som Inger Støjberg udtrykker det.

OK med stramninger

Selvom iranske Shariff Shuki ikke bryder sig om tanken med en fremtid i en midtjysk skov, så er han enig med regeringen i, at der er brug for stramninger.

- Der kan komme en masse terrorister på grund af flygtningestrømmen, siger han og uddyber:

- Men jeg er altså ikke terrorist. Jeg har boet i Danmark i næsten 29 år.

Seneste tal fra Justitsministeriet viser, at der er 69 personer på tålt ophold, og statistikken viser, at hver tredje begår ny kriminalitet efter at have fået fjernet deres ret til at opholde sig i Danmark.