Se kortet: Her er DSB’s forsinkelser størst

16x9
De første fem måneder af året har været alt andet end optimale for DSB og deres kunder. Foto: Scanpix / TV 2

DSB har i årets første måneder fået massiv kritik for sine forsinkelser. Her kan du få overblikket over, hvor i landet det står værst til.

Utilfredse passagerer, forsinket sporarbejde og lange rækker af busser, der i stedet for tog skal fragte danskerne rundt i landet.

De første fem måneder af året har været alt andet end optimale for DSB og deres kunder.

I et interview med Politiken tirsdag forholder DSB-direktør, Flemming Jensen, sig til den kraftige kritik, der er af hans selskab og kalder starten på 2016 for ”meget udfordrende” og ”kritisk for kunderne”.

Helt håbløst synes han dog ikke, det har været.

- Nogen synes, at jernbanedriften er kollapset fuldstændig. Det mener jeg jo ikke, siger Flemming Jensen tirsdag til Politiken.

Her er de værste strækninger

Ved at se på, hvor forsinkede DSB’s tog er, har TV 2 tirsdag undersøgt, hvor galt det står til hos DSB.

Gennemgangen viser, at det er på Kystbanen og strækningerne København-Aarhus og København-Kalundborg, at det står værst til.

Tog til tiden

Hos DSB betragtes et tog som forsinket, hvis den rejsende er fremme mere end tre minutter senere end angivet i køreplanen.

Ved kunderettidighed indregner DSB både togets rettidighed og fordelinger af kunder på enkelte tog. Derfor vægter forsinkelser af myldretidstog højere end afgange i ydertidspunkterne. 

Hos Arriva er et tog forsinket, hvis den rejsende er fremme fem minutter senere end angivet i køreplanen. Der tages ikke højde for, hvor mange passagerer der er med toget. I stedet måles antallet af forsinkede tog.

square to 16x9

Tallene stammer fra årets første fire måneder. Kilde:DSB.

På strækningen København-Aarhus oplever kunderne tog til tiden i 68 procent af tilfældene. På Kystbanen er rettidigheden på 70 procent, og fra København til Kalundborg er den på 75,6 procent.

Alle tre tilfælde ligger et stykke under målsætningen (en kontrakt indgået mellem Banedanmark og Transportministeriet) om en kunderettidighed på 81,8 procent. Ifølge trafikforsker ved Aalborg Universitet Niels Melchior, bør det give anledning til bekymring hos DSB.

- Det er klart, at man overordnet set ikke bør være tilfreds med det her, siger Niels Melchior til TV 2.

Forstår at flere tager bilen

Siden 2012 har DSB mistet omkring en halv million passagerer om året mellem Øst- og Vestdanmark. I stedet for tog vælger mange at hoppe over i bil eller bus. Den udvikling forstår Niels Melchior godt. Specielt når det handler om pendlere, der rejser hver dag.

Rejsegaranti

DSB og Arriva

Der er mulighed for kompensation, hvis man er mere end 30 minutter forsinket.

For eksempel er det muligt at få 25 % af billetprisen tilbage, hvis man er 30-59 minutter senere fremme. Kompensationsbeløbet stiger i takt med forsinkelsen.

Nordjyske Jernbaner

Hører ind under Nordjysk Rejsegaranti, der efter 20 minutters forsinkelse giver ret til, at passageren må tage en taxa.

- Hvis jeg rejste med Kystbanen og vidste, at togene kun kørte med en rettidighed på omkring 70 procent, kunne det da godt være, at jeg ville begynde at overveje andre muligheder, for det er hver dag, det rammer, siger han.

Arriva kører på lettere strækninger

TV 2 har også undersøgt rettidigheden hos Arriva, der står får driften af flere strækninger i Midt- og Vestjylland. Her oplever passagerne umiddelbart langt flere tog til tiden, men da Arrivas grænse for, hvornår et tog er forsinket går ved fem minutter mod DSB’s tre minutter, har vi valgt ikke at lave en direkte sammenligning.

DSB og konkurrenterne: Her er kundetilfredsheden størst

Ifølge Niels Melchior er det svært entydigt at konkludere, at Arrivas rettidighed er bedre end DSB’s. Vilkårene er forskellige og forhold som, hvor mange tog der kører på strækningerne og behovet for sporarbejde er vigtigt at have med, når der skal sammenlignes, mener han.

- Man skal i hvert fald passe på med at sige, at Arriva er bedre end DSB. Arriva kører jo også på steder, hvor der ikke sker så meget andet. Der er ikke så mange andre ting, de kan blive forstyrret af, siger Niels Melchior.

Er DSB bedre end sit rygte?

Han fremhæver DSB’s drift mellem Fredericia og Struer som en strækning, der kan sammenlignes med flere af Arrivas strækninger i det vestjyske.

Hos DSB er kunderettidigheden på strækningen med 85,6 procent et stykke over målsætningen på 81,8 procent, og på Svendborgbanen er DSB med 86,9 procent også et stykke over.

Om det så betyder, at DSB faktisk er bedre end sit rygte, vil Niels Melchior dog ikke svare entydigt på.

- De har haft rigtig mange sager på det seneste, og det bliver måske blæst op meget hurtigt. Det er der nok lidt tendens til, siger han.

I 2015 endte DSB's kunderettidighed på fjernbanen på 78,5 procent. Det er tre procentpoint under målsætningen, som sidste år var på 81,5 procent.