Samfund

100 år siden i dag: Her mistede 8.500 livet ud for Jyllands kyst

Jyllandsslaget kostede mere end 8.000 søfolk livet under Første Verdenskrig. De fleste var briter, men alligevel lykkedes det at bevare kontrollen over Nordsøen og Skagerrak. Ukendt / Scanpix

I dag er det præcis 100 år siden, at verdenhistoriens største søslag fandt sted ud for den jyske vestkyst. Mere end 8.500 blev dræbt.

Jyllandsslaget var verdenshistoriens største søslag og fandt sted for præcis 100 år siden, hvor slagskibe fra den tyske og den britiske flåde mødtes i farvandet mellem Blåvandshuk og Hanstholm ud for den jyske vestkyst.

Da røgen fra kanonerne havde lagt sig over Skagerrak og Nordsøen var mere end 8.500 søfolk blevet dræbt.

Den tyske viceadmiral Reinhard Scheer indså inden søslaget, at en direkte konfrontation med briterne ville være håbløs, da den britiske flåde var dobbelt så stor som den tyske.

I stedet forsøgte han at udligne forskellen ved hjælp af miner, ubåde og blitzangreb mod den britiske østkyst.

Strategien lykkedes dog ikke, og i slutningen af maj, besluttede han at sejle op langs den jyske vestkyst og for at lokke de britiske styrker ud fra deres baser. Gik det galt, kunne han i værste fald trække sig tilbage via Skagerrak og de danske farvande.

Optakten

Under hele krigen kunne briterne aflytte og dechifrere tyske radiosignaler, og allerede den 28. maj vidste briterne, at den tyske flåde var på vej.

Chefen for den britiske flåde – Grand Fleet – admiral John Jellicoe blev alarmeret, og den 30. maj klokken 23.30 dansk tid forlod han Scapa Flow med 16 slagskibe og tre slagkrydsere, mens yderligere otte slagskibe sejlede fra Cromarty for at mødes med hovedstyrken til søs.

Fra Rosyth sejlede Grand Fleets opklaringsstyrke under viceadmiral David Beatty. Den bestod af seks slagskrydsere, som blev fulgt af fire slagskibe, der på det tidspunkt var verdens hurtigste og bedste bevæbnede.

Den britiske plan kom dårligt fra start på grund af en misforståelse i den britiske efterretningstjeneste.

Den tyske flåde forlod Wilhelmshaven den 31. maj mellem 02.00 og 03.30. Ti timer senere troede briterne stadig, at den endnu lå i havnen. Da de to flåder mødtes, kom det derfor som en stor overraskelse for de britiske admiraler.

På begge sider var de store skibe ledsaget af mange mindre fartøjer og briterne havde i alt 151 skibe, mens tyskerne havde 99. Skibene var bemandet af 60.000 briter og 45.000 tyskere.

Det danske skib

Havde det ikke været for et fredeligt dansk handelsskib, var tyskerne og briterne sejlet forbi hinanden. Skibet N. J. Fjord, som var på vej fra Leith til Frederikshan, og som blev observeret fra den tyske krydser SMS Elbing.

Jyllandsslaget begyndte, da englænderne opdagede tyskerne ved det danske handelsskib N. J. Fjord. På det tidspunkt anede hverken englændere eller tyskere, at den anden part havde stort set hele sin flåde i spil.

To torpedobåde blev sendt frem for at inspicere det neutrale skib, og da N. J. Fjord fik ordre til at standse blev dampmaskinen stoppet. Dermed blev der overtryk af damp, en sikkerhedsventil åbnede sig og lukkede en stor hvid dampsky ud. Den blev set fra den britiske krydser Galatea, som var det britiske skib helt ude på fløjen.

Galatea og krydseren Phaeton sejlede frem for at undersøge og blev observeret fra Elbing, som åbnede ild på meget stor afstand. Klokken 15.28 var slaget dermed i gang, og trods afstanden scorede den tyske krydser klokken 15.35 slagets første træffer. N.J. Fjord fik hurtigt damp på kedlen og slap uskadt væk.

Kampens første fase

Da den britiske viceadmiral fik melding om de tyske skibe, var han på vej mod nord for at mødes med Jellicoe, men han satte i stedet kurs mod sydøst for at få sine skibe ind på en linje.

Da den tyske admiral von Hipper så de britiske skibe vendte han også rundt, og de to opklaringsstyrker fortsatte nu på to parallelle kamplinjer, ind til afstanden mellem dem var omkring 14.000 meter. Her var tyskerne de første til at åbne ild klokken 16.48.

Den tyske beskydning var meget præcis, og klokken 17 ødelagde en tysk granat det centrale tårn på admiral Beattys flagskib Lion. Alle i tårnet blev dræbt.

De britiske skibe HMS Queen Mary og admiral Beattys flagsskib HMS Lion var blandt de første, der blev ramt under Jyllandsslaget.

Skibet blev kun reddet, fordi den dødeligt sårede major Francis Harvey beordrede tårnets ammunitionsmagasin sat under vand.

Han havde fået begge ben knust, men formåede at redde sit skib og blev efter sin død tildelt Victoriakorset.

Den fortsatte kamp

Den første del af slaget gik hårdt ud over Beattys slagkrydsere. Klokken cirka 17.05 eksploderede Indefatigable med kun to overlevende, og klokken 17.25 eksploderede Queen Mary med ni overlevende. Klokken 17.30 kom Scheers styrke til syne, hvorefter Beatty vendte rundt og søgte at trække tyskerne med op mod Jellicoes styrke.

Nu kom de fire slagskibe kom til at danne britisk bagtrop, og i denne fase blev der scoret mange træffere på begge sider. Den tyske admiral Scheer vidste ikke, at den britiske hovedstyrke ventede ham og fulgte efter Beatty, indtil han klokken 19.30 pludselig så Jellicoes mange skibe foran sig.

Den britiske admiral Jellicoe havde anbragt hele sine styrke i en lige linje på tværs af Scheers kurs. Dermed kunne samtlige britiske kanoner skyde på fjenden, mens kun de forreste tyske kanoner kunne svare igen. Det var en ren dødsfælde, men ved hjælp af en 180 graders vending lykkedes det Scheer at slippe væk.

Kommandøren for den britiske Grand Fleet - John Jellicoe.

Selvom briterne havde overmagten, klarede tyskerne sig bedst. Panserkrydseren Defence blev i denne periode af slaget ramt af flere granater, hvorefter skibet sprang i luften, og hele besætningen på 903 mand omkom. Kun et kvarter senere overgik den samme skæbne slagkrydseren Invincible. Skibet eksploderede, og af 1032 mand overlevede kun seks.

Selvom Scheer kun med nød og næppe var sluppet ud af den britiske dødsfælde, vendte han nu om og styrede direkte tilbage mod den britiske linje.

Det skete i et forgæves forsøg på at komme den lette krydser Wiesbaden til undsætning, efter at den var blevet ramt af en svær granat og ikke længere kunne sejle selv.  Scheers redningsaktion var nær gået galt og for at slippe væk for anden gang, beordrede han sine slagkrydsere og torpedobåde frem i et selvmorderisk angreb. Det fik briterne til at dreje væk, hvorefter Scheer undslap igen.

Natkamp og undergang

Efterhånden gik slaget over i en forvirret natkamp med flere sammenstød mellem destroyere, torpedobåde, krydsere og slagskibe. Flere skibe blev sænket, herunder SMS Frauenlob, HMS Black Prince og SMS Pommern, som alle tog hele deres besætning med sig i dybet.

SMS Wiesbaden blev ramt af mange granater og en torpedo, og da skibet gik ned, var de fleste allerede døde. Det lykkedes dog 22 mand at finde tilflugt på tre redningsflåder, men det var en stakket frist. Ingen kom dem til hjælp, og en efter en døde de af kulde og udmattelse.

To dages senere var overfyrbøder Hugo Zenne alene tilbage. Efter 48 timer på redningsflåden blev han samlet op af den norske damper Willy og fik senere lov at vende tilbage til Tyskland. I alt omkom 589 mand fra Wiesbaden.

8.645 dræbte

Det lykkedes Scheer at bringe hovedparten af sin flåde sikkert hjem til Tyskland, og det samme gjorde Hipper, selvom han på vejen måtte opgive flagskibet SMS Lützow. Skibet blev ramt af 24 svære granater og en torpedo, der til sidst sænkede med en torpedo.

Da morgenen kom, så Jellicoe bare et tomt hav, men der er ingen tvivl om, at han var den virkelige sejrherre i Jyllandsslaget. Selvom briterne mistede flere skibe og flere mænd end tyskerne, havde de stadig herredømme over Nordsøen, og det var det eneste, som betød noget. Jyllandsslaget ændrede ikke magtbalancen.

Briterne mistede 6.094 mand og fjorten skibe, mens tyskerne mistede 2.551 mand og elleve skibe