Samfund

Kongehuset forventer kun årpenge til prins Christian

Det er kun prins Christian, der skal have årpenge, hvis det står til kongehuset.

Kongehuset maner nu kritiske røster til jorden, hvad angår debatten om årpenge - også kaldet apanage - til de kongelige børn.

I et interview med DR Nyheder siger kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, at kongehuset forventer, at kun tronarvingen prins Christian skal modtage årpenge.

- Det er ikke forventningen, og det har det aldrig været, at andre end prins Christian til sin tid skal have årpenge, siger hun til DR.

Danskerne vil have færre kongelige på offentlige forsørgelse

I weekenden tegnede der sig netop et politisk flertal for at afskaffe muligheden for at give andre end kronprins Frederiks børn årpenge i fremtiden. Samtidig viste en måling, som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken, at 70 procent af de adspurgte er imod at give prins Joachims børn apanage, når de bliver myndige.

Debatten har været foranlediget af, at prins Joachims ældste søn, prins Nicolai, til næste år fylder 18 år, og derfor potentielt kan modtage penge fra den danske stat, som loven lyder lige nu.