Operation X

Udenlandske studerende: Vi finder os i alt for at få et job

En arbejdede 80 timer, men fik kun løn for 20. Der er så stor rift om studiejobs, at arbejdsgivere kan presse udenlandske studerende.

Udenlandske studerende fra en lang række større danske byer fortæller samstemmende, at virksomheder bruger SU som et argument for at underbetale deres ansatte.

Det viser en rundspørge foretaget af Operation X, der torsdag aften kan afsløre, hvordan virksomheder bruger SU-systemet til at få billig eller endda helt gratis arbejdskraft.

Undersøgelsen

Operation X har sendt en online survey ud til skoler og universiteter i Danmark. 226 personer har i alt deltaget i undersøgelsen.

177 personer har svaret på spørgsmålet, om de kender til problemstillingen, hvor udenlandske studerende bliver udnyttet som underbetalt arbejdskraft for, at de kan modtager SU.

Det svarer 38 procent ja til. København, Køge, Esbjerg, Horsens, Aarhus, Viborg og Kolding bliver nævnt som byer, hvor det foregår.

Studerende fra Aalborg, Horsens, Aarhus, København, Esbjerg, Randers, Viborg og Kolding svarer i undersøgelsen, at virksomheder beder dem arbejde for helt ned til 30 kroner i timen. 

- Vi er nødt til at tjene penge, mens vi studerer, så vi finder os i alt for at få et arbejde, fortæller en studerende i undersøgelsen. 

- Folk arbejder nogle gange 80 timer, men bliver kun betalt for 20, fortæller en anden om et spisested i Aarhus. 

Kontrakt giver adgang til dansk SU

TV 2's 'Operation X: Gratis Arbejdskraft for SU-midler', der sendes torsdag klokken 20 viser, hvordan virksomheder udnytter, at udenlandske studerende fra EU-lande kan blive berettiget til dansk SU, hvis de arbejder mindst 10 timer om ugen. 

Virksomhederne tilbyder studiejobs med lige præcis nok timer til at blive SU-berettiget. Med sådan en kontrakt og lønsedler i hånden kan de studerende dokumentere overfor SU-styrelsen, at de er berettigede til SU.

Til gengæld kræver arbejdsgiverne, at de studerende arbejder langt mere, end der står i kontrakten.

Virksomheder kan sænke lønnen, som de vil

Hvis ikke de vil være med til det, kan de vinke farvel til jobbet - og dermed mister den studerende både lønnen og SU. 

- Jeg har hørt mange brokke sig over det her. En blev endda betalt 30 kroner i timen. Problemet er, at de ikke vil afsløre det, for så mister de deres indkomst og har ikke noget at leve af, mens de studerer, svarer en anonym studerende i spørgeskemaundersøgelsen.

Bulgarske Teodor Dimitriev måtte arbejde dobbelt så mange timer, som han reelt fik løn for, hos Bogø Sandwich i Aalborg for at kunne få sin SU.

En tidligere ansat i en sandwichforretning i Aalborg fortæller i Operation X-programmet, at der er så stor efterspørgsel efter studiejobs, at virksomhederne kan sænke lønnen lige så meget, de vil. Der vil altid være nogen, der er villige til at tage jobbet. 

- Han (direktøren, red.) sagde, at der var mennesker, der ville gøre rent med deres fingre og tunge for at få et arbejde der, fortæller Teodor Dimitriev.