Operation X

Teodors chef snød ham for løn med udspekuleret SU-trick

En række udenlandske studerende, der får SU, mens de læser i Danmark, bliver udnyttet som underbetalt arbejdskraft. Teodor Dimitriev er en af dem.

Ejeren af sandwichbutikken leverer beskeden på engelsk, men med en stærk, dansk accent:

- Du skal vide, at der er studerende, der er villige til at slikke restauranten ren med deres tunger bare for at få et job hos os.

Teodor Dimitriev står tavs tilbage. Opgivende. Han har igen forsøgt at få sin chef hos sandwichkæden Bogø Sandwich til at udbetale ham løn for de timer, han har arbejdet.

Han er et virkeligt billede på de arbejdsvilkår, mange udenlandske studerende oplever, når de kommer til Danmark for at læse og tager et studiejob ved siden af. Udenlandske studerende bliver med et udspekuleret SU-trick udnyttet til underbetalt eller helt gratis arbejdskraft af danske virksomheder.

Det afslører Operation X i dokumentaren ”Gratis arbejdskraft for SU-midler”, hvor Morten Spiegelhauer konfronterer cheferne, der lukrerer på de underbetalte studerende.

- Jeg var lykkelig, da jeg fik et job

Teodor Dimitriev er fra Bulgarien og studerer i dag i Danmark. Tilbage i efteråret 2014 pakkede han sin kuffert i Bulgarien og rejste til Aalborg for at læse Computer Science på University College i Nordjylland. Han ville skabe en bedre fremtid for sig selv, men havde brug for et studiejob ved siden af for at kunne gennemføre uddannelsen. Med ti timers studiejob kunne han nemlig også få dansk SU, mens han læste.

Efter et par måneders trykken dørklokker og uddeling af CV’er til et hav af virksomheder, lykkedes det endelig Teodor at få et job hos Bogø Sandwich, der blandt andet står for frokostordningen hos 15 folkeskoler og sponsorerer en række lokale sportshold. 

Teodor Dimitriev var lykkelig. Nu kunne bekymringerne om husleje, regninger og madbudget til danske priser sættes i bero, så han kunne koncentrere sig om sit studie. Han blev endda ansat helt uden en ansættelsessamtale og med det samme udstyret med en sort polo-shirt og sendt i køkkenet for at smøre dagens sandwichbestillinger.

Teodor Dimitriev, bulgarsk studerende i Danmark.

Men efter et par uger opdagede han, at noget var helt galt.

Den dag stod han og hakkede grøntsager i køkkenet med de andre. De fleste udenlandske studerende som ham selv.

- Du skal i virkeligheden arbejde omkring 90 timer til 45 kroner i timen, siger en af hans nye, kvindelige kolleger.

"Sandwich med kærlighed", står der på skilten over sandwich-kædens butikker i Aalborg. Teodor Dimitriev havde en helt anden oplevelse.

Teodor Dimitriev var forvirret. Da han blev ansat hos den nordjyske sandwichkæde blev han lovet en ansættelseskontrakt. Og på papiret skulle han nemlig kun arbejde 43 timer og til en timeløn på 95 kroner i timen.

- Men til gengæld laver de en kontrakt til dig, så du kan få SU, tilføjer hun.

- Jeg kan huske, at jeg ikke forstod det, hun forklarede mig, fordi det ikke hang sammen med, det jeg var blevet lovet. Jeg prøvede at slå det ud af hovedet og være glad for, at jeg endelig havde fået et job, siger Teodor Dimitriev, der ikke ville være besværlig og brokke sig.

Men det viste sig hurtigt, at kollegaen talte sandt. Det, Teodor blev lovet på papiret, var langt fra virkeligheden.

Virksomheder spekulerer i SU-midler

Flere studerende fra EU-lande i Danmark

I 2011 var der 340 studerende fra EU, der modtog SU, fordi de havde et arbejde. I 2015 er antallet af studerende steget til 7.653.

Der kommer hvert år omkring 8000 udenlandske studerende fra EU lande til Danmark for at studere.

Fordi Teodor Dimitriev kan sætte flueben ud fra kriterierne: EU-borger, ti ugentlige arbejdstimer og studerende i Danmark, så kan han modtage SU på lige fod med en dansk studerende. Det slog en EU-dom fast i 2013. Efter EU-dommen er antallet af udenlandske studerende, der hæver den danske SU, eksploderet.

I 2013 blev der betalt 97 millioner kroner i SU til udenlandske studerende med et arbejde. Det tal er i 2015 nået helt op på 321 millioner kroner.

Undersøgelsen

Operation X har sendt en online survey ud til skoler og universiteter i Danmark. 226 personer har i alt deltaget i undersøgelsen.

177 personer har svaret på spørgsmålet, om de kender til problemstillingen, hvor udenlandske studerende bliver udnyttet som underbetalt arbejdskraft for, at de kan modtager SU.

Det svarer 38 procent ja til. København, Køge, Esbjerg, Horsens, Aarhus, Viborg og Kolding bliver nævnt som byer, hvor det foregår.

Men de studerendes mulighed for at modtage SU, når de har et arbejde, er også blevet en særdeles god forretning for danske virksomheder. Danske virksomheder som Bogø Sandwich udnytter det til at anskaffe sig billig eller helt gratis arbejdskraft, fordi de ved, at de studerende er afhængige af jobbet. Uden det mister de også deres SU.

Men det er ikke kun Teodors Dimitriev arbejdsgiver, der har opdaget, at de udenlandske studerende er så desperate for at få et arbejde, at de er nemme at udnytte. En landsdækkende undersøgelse foretaget af Operation X viser, at hele 38 procent af de adspurgte udenlandske studerende kender til problemstillingen, hvor studerende blive udnyttet som billig arbejdskraft, fordi de modtager SU.

Operation X har talt med flere af dem og bekræftet deres oplevelser ved at gå under cover i virksomhederne.

- Det var kun på papiret, jeg fik ordenligt løn

Da Teodor Dimitriev havde smurt sandwiches i en måned i butikken, lignede hans timeseddel en færdigudfyldt kryds og tværs. Når han lagde tallene på sedlen sammen gav regnestykket tæt på 80 timer. Altså næsten dobbelt så meget som aftalt.

Men da lønnen tikkede ind, kom der kun for 43 timer. Teodor Dimitriev fik udbetalt, hvad der svarede til 40-45 kroner i timen for sit arbejde.

Teodors lønseddel:

Operation X: Teodors lønseddel

Kollegaen havde ret, og det gik hurtigt op for Teodor Dimitriev, at han langt fra var den eneste, som ikke fik løn for de timer, de arbejdede. Han følte sig snydt, men hver gang han konfronterede ejeren, var argumentet det samme:

- Husk på, at jeg hjælper dig med SU, og du får ét gratis måltid mad, var forklaringen fra ejeren, Mohammed El-Hajj, til frustrerede Teodor Dimitriev.

Mohammed El-Hajj, ejer af Bogø Sandwich-kæden.

- Det var altid forklaringen. Fordi jeg var udenlandsk studerende, og at han hjalp mig med at få SU. Så jeg skulle bare finde mig i at arbejde til 40-45 kroner i timen, siger Teodor Dimitriev.

Med de mange timer i sandwichshoppen begyndte fraværet på skolen og bunken med skoleopgaverne at hobe sig op. Det var svært at få tid til skoleafleveringer og møde op til timerne. Teodor Dimitriev vidste, at han ikke kunne fortsætte, men heller ikke kunne undvære pengene.

Han tog et modigt valg.

Skulle hæve sin løn og aflevere den tilbage

Hvis SU-styrelsen opdagede, at Teodor kun fik 45 kroner i timen, ville han aldrig kunne blive godkendt til SU. For udover de 10 ugentlige arbejdstimer, er det også er et krav, at udenlandske studerende har et normalbetalt job, for at de kan modtage SU. Men det er ofte kun på papiret, at udenlandske studerende får en anstændig løn.

Operation X afslører i programmet, hvordan danske virksomheder ansætter udenlandske studerende på fup-kontrakter, der giver dem adgang til SU. Men i stedet for et normalbetalt arbejde, ender de udenlandske studerende med at arbejde til en timeløn på helt ned til kun 40 kroner i timen. Nogle gange endnu lavere.

En udenlandsk studerende ”Lisa”, som ønsker at være anonym af frygt for sin tidligere arbejdsgivers reaktion, fortæller til Operation X, at hun måtte arbejde helt gratis, fordi hun fik SU.

"Lisas" navn er opdigtet, men kendt af redaktionen. Hun frygter for sin tidligere arbejdsgivers reaktion, hvis han finder ud af, at hun har fortalt, hvad der sker i hans firma.

Det var hos virksomhedsejeren Tomas Kibisa, der ejer og driver flere restauranter i Aalborg og et rengøringsfirma, hun arbejdede for. Hun fortæller, at hun hver måned skulle hæve hele sin løn og aflevere dem tilbage i kontanter til Tomas Kibisa. Hun arbejdede derfor uden at få en eneste krone i løn. Men på hendes ansættelseskontrakt, lønsedlen og selv på hendes kontoudtog, lignede det et godt og velbetalt job.

Selvom SU-midler ikke bliver givet til studerende for at virksomheder kan få billig arbejdskraft, er det tilsyneladende en nem måde for firmaer at snyde systemet. For hvis papirerne er i orden og lønnen ser ud til at være i orden, bliver det ikke opdaget af myndighederne.

Virksomhedsejeren Tomas Kibisa nægter at have bedt sine ansatte betale deres løn tilbage, og mener, at han hjælper udenlandske studerende, som kommer til Danmark.

Teodor tog kampen op

Efter flere mislykkede forsøg gik det op for Teodor Dimitriev, at han aldrig ville få sin chef, Mohammed El-Hajj, til at betale ham en ordentlig løn. Uanset hvor meget Teodor Dimitriev knoklede sig i køkkenet, eller hvor mange gange han spurgte, så var det som at løbe panden mod en mur ejeren af Bogø Sandwich.

- Han er jo den eneste, der kan give os den kontrakt, så vi kan få SU, fordi vi arbejder for ham. Og når papirerne er ordnet, så kan han i virkeligheden gøre med os, som det passer, siger Teodor Dimitriev.

Men Teodor Dimitriev ville ikke finde sig i det mere, og han havde taget beslutningen. Han gik målrettet ind til ejeren.

- Jeg sagde til ham, at hvis han ikke havde tænkt sig at betale mig løn for alle de timer jeg arbejdede, så ville jeg sige op.

Nu var det sagt. Nu var der ingen vej tilbage.

Teodors hemmelige regnskab

Men ejeren, Mohammed El-Hajj, trak dovent på skuldrene som om, at Teodor Dimitriev havde fortalt, at han var færdig med at gøre køkkenet rent. Han virkede ligeglad, og sagde tørt, at det var helt op til ham. Og at der var mange andre, som med glæde ville overtage hans job.

Det blev Teodor Dimitrievs sidste dag i Bogø Sandwich. Og ejeren fik ret. De fandt selvfølgelig bare en anden studerende, der var ligeså desperat efter et arbejde, som Teodor var.

Men det, ejeren ikke vidste, var, at Teodor Dimitriev havde holdt sirligt regnskab over de timer, han havde arbejdet. Og at han, inden han afleverede forklædet og den sorte polo-shirt tilbage, havde sneget sig til at tage billeder af sine timesedler med sin telefon.

Operation X: Teodors timeseddel

Teodor Dimitriev gik ud af butikken med dokumentation i lommen. Billederne viste alle de arbejdstimer, han manglede at få løn for. Den dokumentation har været med til at sikre, at Teodor Dimitriev i dag med hjælp fra 3F i Aalborg har fået Bogø Sandwich til at betale løn for de mange ekstra timer, han manglede betaling for.

Han forstår godt, hvorfor andre studerende er bange for at tage kampen op.

- Hvis de fortæller om de her forhold, så mister man helt sikkert sit arbejde. Og der er jo ingen, der er interesseret i at stå uden job. Så man affinder sig med det, siger Teodor Dimitriev.

Alligevel håber han, at der snart vil komme bedre vilkår for udenlandske studerende, der kommer til Danmark.

Selvom ledelsen af Bogø Sandwich i dag er gået med til at betale lønnen for de timer, han manglede løn, så mener de fortsat ikke, at de snyder eller udnytter udenlandske studerende.

- Det er jo deres problem, at de arbejder så meget. Nogle kan gøre det hurtigere, nogle kan gøre det langsommere, siger direktør Akram El-Hajj til Operation X.

Se hvordan Morten Spiegelhauer konfronterer Teodor Dimitrievs arbejdsgiver, Bogø Sandwich: