Samfund

Præst i dansk frikirke anklaget for at sexmisbruge otte børn

En præst fra en frikirke i Silkeborg anklages for at have misbrugt menighedens børn og unge seksuelt.

En frikirke i Silkeborg er blevet lukket, efter adskillige af menighedens børn og unge på et dramatisk møde for et par uger siden hævdede at være blevet misbrugt seksuelt af en præst i kirken.

Overgrebene skulle have fundet sted i perioden 2006-2012, men det er først nu, at en bred skare af forældre og børn står frem.

Bente Kjærskov er mor til et barn i menigheden, som ikke selv blev misbrugt af præsten. Men hendes barn var angiveligt vidne til sexovergrebene.

- Der var sexlege derinde med drenge, der skulle tag tøjet af. Jo mere de tog af, jo mere tilbad de Gud, siger Bente Kjærskov til TV 2.

Anmeldelsen drejer sig ifølge TV 2’s oplysninger - indtil videre - om misbrug af otte drenge og piger. På tidspunktet var de helt ned til 13 år gamle.

- Det her betyder, at der måske er en chance for, at vi får ham stoppet nu, da vi jo ved, at han har været som et rovdyr over for de små unge mennesker derinde, siger Bente Kjærskov.

Anklage: Tog billeder af børnenes kønsdele

Ifølge anmeldelsen skulle præsten også have taget billeder af børnenes kønsdele.

'Byens Kirke' er i dag lukket ned. TV 2 har forgæves forsøgt at komme i kontakt med ledelsen både på telefon og på adressen i Silkeborg.

Men siden lukningen af kirken har lederen, som også er den anklagede præsts far, sagt til metroXpress:

"Vi er i chok. Det er utrolig svært at fatte. Vi spurgte rundt på mødet, og det viste sig, at der er foregået rigtig mange ting, som ikke skulle foregå".

Anklagerne til trods. Silkeborg Kommune har ikke haft grund til mistanke om det, der måske foregik frem til 2012 i den private frikirke.

- Vi får ikke nogle henvendelser fra de skoler, som børnene går på, der tyder på, at de oplever noget, de ikke burde opleve, siger Kenn Egedahl, der er chef for Børne- og Familieafdelingen i Silkeborg Kommune.

- Sagen kan vokse sig endnu større

Bente Kjærskov mener at sagen kan vokse sig endnu større:

- Jeg håber, at det her kan få andre unge mennesker til at forstå, at det er nu vi skal stå frem alle sammen. Og få alle anmeldelser frem, så vi kan få ham stoppet en gang for alle.

Politiet bekræfter, at de har modtaget en række anmeldelser, som man nu efterforsker.

Præsten befinder sig nu i USA, hvor han har stiftet en ny kirke.

TV 2 NYHEDERNE har forgæves forsøgt at få en kommentar til anklagerne.