Samfund

To-årige Søren fra Vallensbæk er et viralt hit: Han bliver skuespiller, siger hans mor

Med løftet pegefinger og charme har Søren Marcussen fra Vallensbæk taget hele verden med storm via de sociale medier.

For et år siden blev videoen med Søren og Lenya, der forholder sig til stort og småt, et kæmpe hit på Facebook. I den anledning har vi delt artiklen igen.

- Han bliver skuespiller, det er jeg sikker på.

Sådan siger Michelle Marcussen fra Vallensbæk om sin to-årige søn Søren.

Efter TV 2 lagde et klip ud med Søren og Lenya, hvor Søren med løftet pegefinger og charme fortæller TV 2 og danskerne, at man ikke skal mobbe, er klippet gået sin sejrsgang på Facebook over hele verden. Her var klippet på et tidspunkt det meste sete Facebook-opslag blandt mediers Facebook-opslag globalt. Videoen er i dag set næsten 4,5 millioner gange.

På TV 2's Facebook-side har klippet i skrivende stund over 53.000 reaktioner, det blev delt over 15.000 gange, og videoen har affødt over 22.000 kommentarer.

TV 2 fik lov til at intevierwe Søren og Lenya på institutionen Sydstjernen i Vallensbæk, som Kronprinsesse Mary besøgte i anledning af det nye antimobbeprogram, som Mary Fonden og Red Barnet står bag. Og med det klare stop-signal viste to-årige Søren Marcussen, at han har styr på tingene - og en masse charme.

- Vi har talt meget om det, og han er meget bevidst om sine følelser, siger Michelle Marcussen til TV 2.

Hun mener også, det spiller ind, at Sørens farmor er talepædagog.

- Så de snakker meget, når hun læser op for ham, siger Michelle Marcussen.

Hun har det fint med, at hendes søn nu er blevet et verdenshit.

- Ja, det er godt nok vildt. Men vi gav jo selv grønt lys for det, siger Michelle Marcussen.

Søren er foreløbig familien Marcussens eneste barn - men han har tilkendegivet overfor sine forældre, at han meget gerne vil være storebror.

- Det bliver han også på et tidspunkt, håber vi. Vi skal have flere børn på et tidspunkt, siger Michelle Marcussen.

I VIDEOEN OVER ARTIKLEN KAN DU SE HELE SEKVENSEN MED SØREN OG LENYA