Samfund

Råd om kloakering: Det kan du gøre som boligejer

Står du over for at skulle separere kloaksystemet på din boliggrund, og er du i tvivl om, hvordan du griber omlægningen an, får du tre råd her.

En dyr ekstraregning, en opgravet forhave og uoverskuelige mængder regnvand.

Ikke alle boligejere er begejstrede over udsigten til at skulle betale for at få omlagt kloaknet, så spildevand og regnvand udledes i forskellige ledninger, som kommuner landet over udsender påbud om. 

Ifølge en undersøgelse fra Bolius - Boligejernes Videnscenter er 40.000 boligejere landet over i øjeblikket ramt af kommunernes planer om kloakseparering. 

Men står man over for en såkaldt kloakseparering på egen privatgrund, så er der hjælp at hente, understreger projektleder og fagekspert ved Bolius, Jeanette Standly Mikkelsen.

Hun har tre råd til frustrerede boligejere. 

Søg økonomisk støtte:

- For det første skal man undersøge, om man har mulighed for at få noget af tilslutningsbidraget tilbage fra kommunen. Man kan få økonomisk hjælp, så det er bare med at spørge kommunen. Nogle steder kan man få op til 40 procent af tilslutningsafgiften tilbage. Der er dog også kommuner, som ikke giver noget, så undersøg mulighederne.

Tænk langsigtet og på miljøet:

- Dernæst er det en god ide at tage de langsigtede briller på. Jeg anerkender fuldt ud, at det for manges vedkommende handler om økonomi, men kommunerne er blevet bedt om at lave vandplanerne, da vi kommer til at stå med nogle andre problemer om ti år, når vi kigger på kloakkerne isoleret set. Man skal se på regnvandet som en ressource og ikke som en udfordring. Tag derfor fat i professionelle anlægsgartnere eller lignende for at se på, hvilke muligheder der er for lokale afledninger af regnvandsløsninger.

Snak med dine naboer:

- Det henleder mig til mit tredje råd; man kan faktisk skabe et langt mere frodigt miljø i haverne med regnvandet - undersøg derfor, hvilke muligheder man kan lave på egen grund og også i samarbejde med andre boligejere i området. Hiv fat i de andre i grundejerforeningen og snak om, hvad man kan finde af løsning - det kunne eventuelt være, at man fik lavet et system til regnvandsopsamling, eller at man førte regnvandet ud til en sø. Der er masser af muligheder.

Op mod 46.000 ejendomme i Danmark skal separere regnvand og spildevand, vedtog den tidligere S-regering i 2014.