Akuttelefonen 1813 er stadig plaget af lange svartider

16x9
Der er stadig lange svartider på akuttelefonen. Foto: Christian Liliendahl / Scanpix Denmark

Akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden oplever stadig alt for lange svartider. Underbemanding og sygefravær bærer en del af skylden, viser nyt notat.

Mange borgere må stadig vente lang tid i kø, når de skal igennem til akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden.

I april måned blev godt 30 procent af opkaldene til 1813 ikke besvaret inden for de 10 minutter, som er Region Hovedstadens overlægger for, hvor lang tid patienter må vente på at få besvaret deres opkald. Det svarer til, at cirka 22.500 opkald i april ikke levede op til servicemålene, viser et notat fra Region Hovedstaden, som TV 2 har fået indsigt i.

En del af forklaringen på de lange svartider skal findes i underbemanding. Akuttelefonen i hovedstadsområdet har generelt svært ved rekruttere sygeplejersker nok til at bemande telefonerne.

Det giver problemer med at besvare de otte opkald i timen, som er en forudsætning, hvis planlægningen skal hænge sammen. 

Ansatte bliver syge af at hjælpe de syge

Notatet peger ligeledes på et højt sygefravær blandt de ansatte som medvirkende årsag til de lange ventetider, skriver Berlingske.

1813-sygeplejerskerne har i en periode haft et sygefravær på mellem ni og 12 procent. Det er det dobbelte af Region Hovedstadens egen målsætning.

Også de 185 timelønnede læger er plaget af sygdom. I februar havde 39 af dem haft så mange sygefraværsdage det seneste halve år, at de opfyldte kriteriet for at blive indkaldt til sygefraværssamtaler.

Akuttelefonen modtager hver måned 70-80.000 opkald fra akut syge borgere.