Samfund

Grotesk regel truer familie med udvisning: I tjener kun penge om sommeren

Wang Zhao og hans kone fik for blot en måned siden deres første barn i Danmark. Nu er fremtiden usikker for den kinesiske familie. Privatfoto / Privatfoto

Wang Zhao er velintegreret og selvforsørgende bestyrer af en restaurant på Fanø. Det er tilsyneladende ikke nok.

Korrigering

I TV 2s dækning af den kinesiske familie på Fanø har der fremgået nogle upræcisheder.

Der er ikke tale om en udvisning. Wang har stadig opholdstilladelse, men hans arbejdstilladelse er inddraget. Så han må gerne blive her indtil videre – men han må ikke arbejde.

Begrundelsen for inddragelsen af arbejdstilladelsen er, at i 2014 har en del af hans løn er blevet udbetalt som bonus. Det har altså ikke noget at gøre med, at udbetalingen ikke er ligeligt fordelt over året.

Det er ikke Udlændingestyrelsen, men SIRI ( Styrelsen for International Rekruttering og integration), der har truffet beslutningen.  

Herunder er den oprindelige artikel, mens den seneste version kan læses her,

Efter ni år i Danmark turde Wang Zhao og hans kone at satse stort på lykken og øidyllen på Fanø, og efter, at de for to år siden købte et hus i Nordby, fik de for godt en måned siden deres første barn. Umiddelbart tydede alt på, at den kinesiske familie var et forbillede på vellykket integration og selvforsørgende indvandrere - tilmed i en af landets udkantskommuner.

Men nu truer rigide regler med at spænde ben for det kinesiske par, der ellers var så godt på vej. Wang Zhao har siden 2013 drevet en sushirestaurant i samarbejde med indehaveren af en kro på øen, og i oktober søgte sammen med sin kone om permanent opholds- og arbejdstilladelse.

Tilsyneladende en formalitet, da parret tjener de nødvendige 375.000 kroner om året, der kræves, men for tre uger siden modtog parret et brev fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration med et afslag på ansøgningen og et påbud om at indstille arbejdet i restauranten omgående.

Men da omsætningen i restauranten er sæsonbestemt, bliver en del Wang Zhaos løn udbetalt som en bonus, og det vurderer Styrelsen for International Rekruttering og Integration ikke lever op til reglerne. Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afslag kom som en stor overraskelse for Wang Zhao, der havde set frem til at blive en fast del af øsamfundet på Fanø. Med et pennestrøg fra styrelsen blev familiens fremtid på øen pludselig meget usikker.

- Jeg købte hus for to år siden, og vi fik vores første barn i april. Så jeg vil meget gerne arbejde. Jeg har opholdstilladelse indtil september, men jeg må ikke arbejde mere. Så lige nu har jeg ingen indkomst, siger Wang Zhao.

Sæsonen bestemmer

Wang Zhao tog sin uddannelse i marketing i Esbjerg, og i stedet for at modtage SU, hjalp han til på Nørby Kro. Sammen med indehaveren af kroen Iver Cenholt, besluttede de at åbne en sushirestaurant, hvor Wang Zhao både skulle være bestyrer og kok.

Han har siden tjent de 375.000 kroner årligt, men da størstedelen af arbejdet foregår i sæsonen, hvor øen besøges af turister, aftalte han med sin chef, at pengene til dels blev udbetalt som en bonus ud over månedslønnen på 22.000 kroner.

Men den forklaring kunne Styrelsen for International Rekruttering og Integration tilsyneladende ikke acceptere, da det kinesiske par søgte om permanent opholds- og arbejdstilladelse. I stedet valgte man at inddrage den midlertidige arbejdstilladelse.

En beslutning, der ikke kun har fået konsekvenser for Wang Zhao og hans kone, men også Iver Cenholt, der nu har mistet en vigtig medarbejder.

- Hvis jeg lader ham arbejde, får jeg en bøde på 25.000. Jeg kan jo ikke få andre til at drive den butik dernede, for ingen andre her på øen kan lave sushi, siger Iver Cenholt, der mest ærgrer sig på på Wang Zhaos vegne.

- Én ting er de penge jeg mister penge, men det er meget værre, at familien risikerer at ryge ud af landet. Jeg synes jo, det er forfærdeligt. Regeringen skriger på aktivitet i udkantsdanmark, og vi vil gerne give den familie en chance, og nu får de så fingeren. Det er ikke fair.

Har ingenting i Kina

Wang Zhao har anket afgørelsen hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration, da han stadig håber på, at fremtiden ligger på Fanø.

- Jeg har været i Danmark i ni år, så hvis jeg skal tilbage til Kina, så bliver det ikke nemt for mig at finde et nyt arbejde. Jeg håber bare, jeg kan få lov til at arbejde her. Mit liv er her. Min hustru bor i Danmark, mit barn er her, mit arbejde er her. Jeg har ingenting i Kina.

Fanøs borgmester, Erik Nørby, kalder det dybt grotesk, at det kinesiske par bliver straffet, fordi de tjener deres penge på en kortere del af året. 

- En årsløn er åbenbart ikke en årsløn i styrelsens øjne, siger han. 

Sagen om det kinesiske par har allerede fået adskillige danskere op af stolen, og i skrivende stund har knap 1.500 danskere vist deres støtte i en underskriftsindsamling for, at Wang Zhao og hans familie får lov til at blive i Danmark. 

Korrigering

I TV 2s dækning af den kinesiske familie på Fanø har der fremgået nogle upræcisheder (se herunder) – de er rettet til.

I 2012 og 2013 levede familien Wang ikke op til myndighedernes krav om at tjene minimum 375.000 kroner om året.Men siden begyndelsen af 2014 har familien haft en indtægt over beløbsgrænsen og har dermed klaret sig selv.

Der er ikke tale om en udvisning. Wang har stadig opholdstilladelse, men hans arbejdstilladelse er inddraget. Så han må gerne blive her indtil videre – men han må ikke arbejde.

Begrundelsen for inddragelsen af arbejdstilladelsen er, at i 2014 har en del af hans løn er blevet udbetalt som bonus. Det har altså ikke noget at gøre med, at udbetalingen ikke er ligeligt fordelt over året.

Det er ikke Udlændingestyrelsen, men SIRI ( Styrelsen for International Rekruttering og integration), der har truffet beslutningen.