Mary åbner kæmpekonference i København – men en stor flok kommer for sent
Mandag åbnede kronprinsesse Mary kvindekonferencen Women Deliver, hvor 5000 personer er samlet for at diskutere kvinders rettigheder og trivsel.
Kronprinsesse Mary åbnede mandag kvindekonferencen 'Women Deliver' i Bella Center i København.
Det gjorde hun med ordene 'Nå, welcome! Glad you could join os' (glad for, I kunne komme) til de sidste gæster, som kom ind i salen kort efter, hun egentlig var gået i gang.
- Jeg tror aldrig, jeg har set denne konferencesal så fuld, fortalte hun, inden talen rigtig gik i gang.
Målet med konferencen, som hun er protektor for, er at sætte fokus på og diskutere kvinders sundhed, rettigheder og trivsel rundt om i verden.
Og det er især i udviklingslandene, at uligheden mellem mænd og kvinder er store.
Fokus på økonomien
Katja Iversen er direktør for Women Deliver. Hun fortæller, at der er rigtig god økonomi i at investere i ligestilling.
- Alle undersøgelser viser, at hvis man havde ligestilling - eller bare tæt på - så ville bruttonationalproduktet stige meget, siger hun til TV 2.
Ifølge Katja Iversen ville stigningen være 12 procent ved tæt på ligestilling og hele 26 hvis vi havde fuld ligestilling på verdensplan.
- Det er det rigtige at gøre ud fra et ligestillings- og et menneskerettighedsprincip, men det er også det rigtige økonomisk. Vi taber allesammen, hvis vi ikke investerer i piger og kvinder.
Herunder kan du se en række af de problemstillinger, som Women Deliver ønsker at sætte fokus på.