Samfund

Jakobs tak til udrykningsfolk går viralt: De sætter livet på spil for os

Facebook-opslaget har de seneste to døgn fået over 71.000 likes og er blevet delt mere end 35.000 gange.

Da politimotorcykler og ambulancer tidligt onsdag morgen hamrer forbi Jakob Andersens bil, er hans første tanke, at det må være meget alvorligt.

Han ved ikke, hvem der ligger inde i ambulancens kabine, og hvad der er sket, men den voldsomt opskruede hastighed midt i myldretiden siger alt. Det her er ikke for sjov.

Udrykningskøretøjerne er lynhurtigt væk igen, og Jakob kan efter et kort stop fortsætte det sidste stykke gennem København ud mod sin arbejdsplads.

Men inden han tager hul på dagens opgaver, skriver han en opdatering på sin Facebook-profil, hvor han takker udrykningsfolkene for deres indsats.

Det opslag har de seneste to døgn fået over 71.000 likes og er blevet delt mere end 35.000 gange.

- Det kunne være en selv, der lå inde i ambulancen, så jeg bliver glad og nærmest rørstrømsk over, at der er nogle mennesker, der giver sig tid til at ligge og kæmpe med sådan nogle ting, siger Jakob Andersen til TV 2 om baggrunden for sit opslag.

- Jeg bliver stolt over, at der er nogen, der sætter deres liv på spil på den måde, uddyber han.

Vil takke en udskældt gruppe

Den 42-årige familiefar synes, at ambulance- og politifolk ofte er en udskældt gruppe i det danske samfund, og derfor var det dem, og ikke en anden gruppe på arbejdsmarkedet, han valgte at takke.

Han nævner stenkast mod udrykningskøretøjer som et eksempel på respektløs adfærd, og derfor var tanken med Facebook-opslaget at skabe noget positiv omtale.

- Jeg tænkte fandme nej, det kan ikke være rigtigt, at de skal gøre alle de ting, uden der er nogle der stopper op og tænker, at det er sgu i orden, siger Jakob Andersen og tilføjer:

- Der er meget brok, og de bliver ofte prygelknabe. Der er en anden side af det også. Sådan en som mig, der for eksempel sidder i bilen og synes, det er trygt og godt, at de kommer kørende, og at der ligger en derinde, der får hjælp.

Opslaget er nået helt ud til udrykningsfolkene

Han forklarer, at han selv sætter stor pris på, når andre kommer til ham med opmuntrende ord. Og derfor var tanken, at han ville dele sine oplevelser på Facebook i håbet om, at udrykningsfolkene fik det at vide.

Og det er i den grad lykkedes.

Opslaget er nemlig nået ud til de ambulance- og politifolk, der onsdag morgen susede forbi Jakob Andersen, og flere af dem har skrevet til ham, at de både er taknemmelige og rørte over at blive set.

Et kollektivt tak

En masse brugere, der ikke nødvendigvis er ven med Jakob Andersen på Facebook, har også kommenteret opslaget, og her har langt det fleste beskeder været positive, fortæller han.

- Det var ikke en ide, jeg havde, at det var sådan det skulle ske. Men de mange likes og delinger er et udtryk for, at vi alle sammen går rundt med en eller anden fornemmelse af, at der er nogen mennesker, der gør noget super godt, men at vi aldrig får sagt den der kollektive tak.

- Jeg synes, det er helt fantastisk, at der er så mange, der går ind i det, siger Jakob Andersen.