Nyheder

Norsk pilot har testet F-35-flyet: Glæd jer

Den store ståhej om Danmarks nye kampfly vil forstumme, når vi får piloter bag roret. Det mener en norsk pilot, der har testfløjet F-35 flere gange.

Der har været mange meninger om, hvordan Danmark skal bruge sine militære milliarder. Og hvis det går, som regeringen ønsker, så køber Danmark 27 F-35 fly. 

Og Danmark kan godt begynde at glæde sig, mener Operativ Chef for Norges F-35-program, Martin Tesli. Han har testfløjet F-35'eren flere gange og er meget begejstret for Norges nye kampfly:

- Jeg har fløjet F-16 i 15 år. Den første store forskel var, at der er en del mere power i F-35'eren (end F-16, red.). Den er nem at styre, har en anden type censorer, nye egenskaber og en større overlevelsesevne, fortæller han til TV 2.

Gode norske erfaringer

Norge får frem mod 2025 leveret 52 F-35 kampfly. Og netop nu er de norske piloter i træningslejr på Luke Air Force Base i Arizona, USA.

Her holder Joint Strike Fighter-producenten Lockheed Martin til. Og her skal nordmændene teste og justere flyene. Norges første F-35'er bliver leveret i løbet af 2017.

- Det er et fly, som kan alle de ting F-16 kan, og så kan det meget mere. Det er fremtidens kampfly, fortæller Martin Tesli.

Overraskende godt i 'dogfight'

Selvom F-35 er et fly, der stadig udvikles på, så er det ikke noget, man bør bekymre sig om, mener nordmanden. For Martin Tesli har testflyvningerne været en mere end positiv oplevelse.

- Det er et fly i udviklingsfasen, så det er helt naturligt, at der er nogle softwarefejl hist og her. Men det er småfejl, som vil blive udbedret løbende under testflyvningerne, siger han.

Kritikerne har kaldt F-35'eren for uegnet til 'dogfight' - altså kampe mod andre fly i luften. Men den kritik fejer Martin Tesli også af vejen. Han har selv fløjet simulationer af nærkampe i luften, og heller ikke her har han noget dårligt at sige om det, der formentlig bliver Danmarks næste kampfly:

- Det har overrasket mig, hvor godt den klarer sig i 'dogfight'. F-35 er et multirolle-fly, men samtidig virkelig potent i én-mod-én situationer.

En handel for 30 milliarder

Han håber, at Danmark vælger F-35, fordi det vil gøre det dansk-norske militære samarbejde nemmere, hvis vi har ens fly.

- Norge og Danmark har et langt og tæt samarbejde på F-16-niveau, og vi har gode erfaringer på den front. Vi står stærkere, hvis vi har et tæt samarbejde, og hvis Danmark vælger F-35, vil det optimere vores samarbejde, fortæller Operativ Chef for Norges F-35-program, Martin Tesli.

Det er nu op til partierne i forsvarsforliget - Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Radikale, Liberal Alliance, SF og Konservative - at beslutte hvilket fly, som bliver Danmarks næste kampfly.

De to andre modeller, som er i spil, er Boeings F/A-18 Super Hornet og Eurofighter Typhoon. Hvis partierne i forsvarsforliget beslutter sig for at følge regeringens anbefalinger, så vurderes det at købet af Joint Strike Fighter F-35 løber op i cirka 30 milliarder kroner.