Dropper de store hospitaler: Babyboom hos private fødeklinikker

16x9
Antallet af børn, der fødes på private fødeklinikker, er stigende. Foto: Storkereden / Storkereden

De private fødeklinikker mærker markant fremgang i antallet af kommende forældre, der henvender sig til dem.

Antallet af kommende forældre, der vælger at bruge private jordemoder- og fødeklinikker er steget inden for de seneste år.

Landets eneste private klinikker ligger i Region Sjælland i Slagelse, Roskilde og Holbæk, og tal, som TV 2 har fået, viser, at der i 2014 var 80 gravide, der valgte et fødselsforløb uden for det offentlige. I 2015 var tallet steget til 111, mens tallet i det første halvår i 2016 er på 115.

Gået overraskende stærkt

Ifølge ejer af de private klinikker, Storkereden, Louise Zielinski, er det overraskende, at så mange vælger at gå uden om det klassiske sygehusbesøg, når de skal have familieforøgelse. 

- Jeg er overrasket over, at antallet af folk, der kommer her hos os, er steget så stærkt. Det er lige så godt at føde på almindelige hospitaler, men vi kan noget andet, siger Louise Zielinski.

Vil gerne have luksus

Ifølge Louise Zielinski er det netop det 'andet', som de kommende forældre søger, når de henvender sig til hende.

- De kommende forældre er bange for, at der ikke er tid til dem. Manger siger, når de kommer til os, at de føler sig som et nummer i rækken på hospitalerne. Samtidig vil de gerne den luksus, det er, når der hele tiden står en jordemoder hos dem, siger Zielinski og tilføjer:

- Børn er nogle små projekter, der prioriteres, og det kan man mærke. 

Fødselsforløb til 25.000 kroner

Er man gravid og bosat i Region Sjælland, kan man frit vælge at bruge det private frem for det offentlige. Er man til gengæld bosat uden for regionen koster et fødselsforløb 25.000 kroner. For det beløb får man syv konsultationer, fødselsforberedelse, fødsels og opfølgende barselsbesøg. 

Louise Zielinski åbner en klinik i København i løbet af sommeren, og målsætningen er, at der også skal åbnes klinikker i Jylland og på Fyn.

- Det kan sagtens lade sig gøre at lave et sted, der både er godt for jordemødrene og for de kommende forældre, siger Louise Zielinski, som får 19.000 kroner af Region Sjælland, når en ventende kvinde vælger at føde på en af hendes klinikker.