Samfund

Bæredygtigt Landbrug om EU-advarsel: Det er venstrefløjens skyld

Bæredygtigt Landbrugs formand er sikker på, at EU vil godkende den danske landbrugspakke, når man har undersøgt sagen nærmere.

EU vil undersøge sagen og finde ud af, at der intet er galt med den danske landbrugspakke.

Så skråsikkert afviser en af de påståede arkitekter bag landbrugspakken, formanden for Bæredygtigt Landbrug Flemming Fuglede Jørgensen, EU’s indsigelser mod den danske landbrugspakke.

Han mener at de danske kritikere af landbrugspakken har opskræmt EU-systemet uden grund:

- Det er helt naturligt med den negative stemning, som venstrefløjen og naturfredningsforeningen har pisket op. Så er EU selvfølgelig nødt til at undersøge, om der er hold i det.

- Årsagen til det her er, at eksempelvis Ida Auken har sagt, at vi nu i tre år ikke vil have nogen miljøbeskyttelse. Det er direkte forkert og direkte angribeligt, at en tidligere minister siger sådan noget. Der er pisket en stemning op imod landbrugspakken, som er helt ude af proportioner.

- EU er ansvarlige. De vil tage en tur til Danmark og tjekke sagen, og så vil de finde ud af, at der overhovedet ikke er noget galt, siger Flemming Fuglede Jørgensen.

"Kritikken er små skvulp"

Han affærdiger de bekymringer, som EU har givet udtryk for, som små ”skvulp”, der ikke betyder noget i det store billede:

- Der er også blevet sagt at 30 års miljøarbejde ville være spildt. Det passer ikke. Over 50.000 tons kvælstof er fjernet fra det danske vandmiljø og det vi taler om er tvivlsomme 312 tons – og oven i købet kun i to år. Det er et skvulp, der kan gå både den ene og den anden vej.  Så der er ikke noget at komme efter. Jeg er overbevist om, at når EU-kommissionen ser de tal, som man har arbejdet med, så vil man sige, at det her er at skyde gråspurve med kanoner, siger Flemming Fuglede Jørgensen.

Bæredygtigt Landbrug og Flemming Fuglede Jørgensen har været tæt på forhandlingerne om den vedtagne landbrugspakke. Ifølge kritikere også for tæt på daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, der endte med at miste sin ministerpost som en udløber af forhandlingerne om landbrugspakken.

Overblik: Eva Kjer Hansen og gyllegate

  1. 2015

    1. Blå blok indgår aftale om landbrugspakke

      Sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative har regeringen indgået en aftale på fødevare- og landbrugsområdet, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet. 

      Socialdemokraterne og De Radikale forlod forhandlingerne kort tid inden, aftalen faldt endelig på plads.

  2. 2016

    1. Medie: Landmænd står bag miljøministerens nye plan

      Ifølge BT har der været en usædvanlig tæt alliance mellem interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug og miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V). Avisen kan afsløre, hvordan store dele af Miljø- og Fødevareministeriets kommissorium for en ny plan for kommunernes vedligeholdelse af vandløb, mere eller mindre er kopieret fra et udkast fra interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug.

      Organisationen vil have kommunerne til at følge nogle retningslinjer, der er langt mere gunstige for landbruget, når de renser vandløbene.

      Oppositionspartierne SF og Socialdemokraterne mener, at sagen er meget alvolig og beskylder ministeren for at være landbrugets marionetdukke.

    2. Minister anklaget for manipulation af tal

      Konsekvenserne af den vedtagende landbrugspakke viser sig ikke at holde og landbrugsminister Eva Kjer Hansen beskyldes for at pynte på tallene. En gennemgang af et regnestykke omhandlende konsekvenserne af pakken viser, at særligt beregningerne for de første år er misvisende. Naturen vil lide større skade, end beregningerne viste. Det skriver Berlingske.

      Forskere påpeger, at det særligt er en regnemetode, hvor regeringen har lagt flere år sammen, der er problematisk. Forskerne mener, at beregningerne er lavet på et forkert grundlag. Eksempelvis er de seneste års positive miljøeffekter medregnet i regnestykket for 2016 samtidig med, at landmændene får lov til at bruge mere gylle eller kunstgødning.

      Med det in mente betvivles ministerens troværdighed og regerings samarbejdspartner Det Konservative Folkeparti truer med at ophæve samarbejdet omkring pakken.

    3. Notat betvivler ministeren

      Ifølge et notat fra forhandlingerne omkring landbrugspakken, som Berlingske er i besiddelse af, har Eva Kjer Hansen fra start af vidst, at regnemetoderne kan komme i konflikt med de gældende EU-regler.

    4. Landbrugspakke betyder en forringelse af miljøet

      En gennemgang udført for de blå partier dokumenterer, at landbrugspakken vil betyde en forringelse for miljøet. Det udløser ønsket om en eksperthøring og et samråd med ministeren.

      Sagen vækker også interesse i EU, hvor kommissionen følger sagen, da flere danske miljøorganisationer ytrer deres kritik omkring den. Organisationerne mener, at pakken overtræder EU-direktiver.

    5. Lars Løkke forsvarer pakke

      For første gang, siden sagen begyndte at rulle, giver statsminister Lars Løkke Rasmussen lyd fra sig.

      Statsministeren forsvarer den forestående landbrugspakke i flere indlæg på Twitter. Han skriver blandt andet:

      - Før FV (Folketingsvalget) lavede de blå partier en 16 pkt. plan for landbruget. Den har vi leveret - med respekt for miljøet. Fuldstændig som aftalt.

    6. Ministerium anklages for studehandel

      Miljø- og Fødevareministeriet mistænkes for at have imødekommet landbrugslobbyisterne hos Bæredygtigt Landbrug, der efterfølgende satte en stopper for en retssag. Enhedslisten kalder ministeren i samråd for at få klarlagt, om hun har indgået en politisk studehandel med Bæredygtigt Landbrug.  

       

    7. Eva Kjer Hansen indkalder blå partier til flere drøftelser

      Efter flere dages massiv kritik inviterer miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen nu partierne i blå blok til nye drøftelser om den udskældte landbrugspakke, som regeringen, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti blev enige om før jul.

       

    8. Landbrugspakken overlever: K vil supplere med miljøvenlige aftaler

      Efter et møde søndag aften hos miljø- og fødevareministeren ligger det fast, at landbrugspakken overlever. Men De Konservative vil kæmpe for at få en grøn tillægsaftale med.

    9. Forskere fastholder kritik

      Kritikken af ministerens præsentation af landbrugspakken skærpes ved en tre timer lang høring, hvor flere forskere slår fast, at hun har ageret ‘vildledende’.

    10. Eva Kjer Hansen indkaldt samråd

      Eva Kjer Hansen er deltager ved et samråd på Christiansborg, hvor flere ordførere deltog i et tre timers langt samråd. Ministeren stod ved sin ageren, men få ting kunne have været ændret, erkendte ministeren:

      Og få ting kunne have været ændret, erkendte ministeren:

      - Jeg medgiver, at tabellen havde været lettere at forstå, hvis vi i tabellen for 2016 lavede en stjerne og gjorde opmærksom på, at vi sammenligner med udgangspunktet 2012.

    11. Et højt antal ansatte forlader Miljø- og Fødevareministeret

      Ikke nok med at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er i stormvejr om landbrugspakken, som både bliver drøftet på en høring og et samråd i Folketinget senere i dag, så er der også på de indre linjer i ministeriet uro.

      Næsten hver sjette medarbejder har forladt Miljø- og Fødevareministeriet, siden ministeriet blev dannet efter regeringsskiftet i fjor.

    12. Utilfredse konservative

      - Jeg mener, tallene er fuldt ud retvisende hele vejen igennem.

      Sådan lød meldingen fra Eva Kjer Hansen på samrådet, og dermed kom der ikke mange indrømmelser fra ministeren under det knap tre timer lange samråd. Det fik landbrugsordfører for Konservative Rasmus Jarlov til at rasle med sablen med ordene: 

      - Det er ikke blevet lettere for ministeren efter samrådet. 

    13. Konservative mister tilliden

      Efter mødet nåede Det Konservative Folkeparti til enighed om at udtrykke mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), tilsyneladende fordi partiet ikke mente, at ministeren havde givet et retvisende billede af konsekvenserne af landbrugspakken. 

      Og da ministeren ikke ville imødekomme Konservative var meldingen klar. Denne gang fra partiets formand: 

      - Derfor har vi ikke længere tillid til ministeren. Det har vi meddelt statsministeren. At sagen er kommet hertil, synes vi er bedrøveligt. Vi har generelt et godt samarbejde med Venstre-regeringen og dens ministre, men vi kan ikke have tillid til en minister, der ikke gengiver et retvisende billede af konsekvenserne af de politiske beslutninger, lød det. 

    14. Løkke indkalder blå blok til møde

      Mistilliden fik statsminister Lars Løkke Rasmussen til at indkalde de blå partiledere til møde klokken 21 tirsdag aften. På Twitter antydede han, at han truede med at gå af, hvis ikke Konservative rettede ind.

    15. Pape står fast

      Efter et tre timer langt møde tirsdag aften slår Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, fast, at partiet står ved deres beslutning. Partiet har ikke tillid til Eva Kjer Hansen som minister, understregede han onsdag i Go' Morgen Danmark.

    16. Løkke holder pressemøde

      Efter mere end 17 timers stilhed bryder Løkke tavsheden om regeringskrisen klokken 13.30 med et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet.

    17. Løkke indkalder blå partier til forhandlinger igen

      På et pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet onsdag siger statsminister Lars Løkke Rasmussen, at han forsat har tillid til Eva Kjer Hansen.

      Statsministeren oplyser, at han vil genoptage forhandlingerne med blå blok onsdag klokken 16.

       

    18. Løkke tavs om ministers skæbne: Håber at kunne genskabe tilliden

      Mødet onsdag eftermiddag mellem de fire blå partiledere endte med uafklaret skæbne for miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

       

      Lars Løkke Rasmussen talte efter mødet slet ikke om sin minister, men fokuserede i stedet på, at der over de næste dage skal afholdes en række møder, hvor blå blok skal forsøge at enes om en tillægsaftale til landbrugspakken. 

       

      Søren Pape Poulsen slog efter mødet fast, at Det Konservative Folkeparti fortsat ikke har tillid til Eva Kjer Hansen som minister. 

    19. Minister trækker sig

      Efter tre dages forhandlinger mellem de borgerlige partier er det stadig ikke lykkedes at finde en løsning, der kan tilfredsstille De Konservative. Søren Pape Poulsen (K) når at indkalde til et pressemøde på Christiansborg med ordene: 

      - Min konklusion er fuldstændig den samme som inden mødet. Vi har fortsat ikke tillid til ministeren, inden miljø- og fødevareministeren selv tager konsekvensen. 

      Kort før De Konservatives planlagte pressemøde trækker hun sig fra posten.