Samfund

Nu kan du selv se, hvem der gemmer sig i Panama-papirerne

Ønsker du at se, hvem der er omtalt i de 11,5 millioner Panama-papirer, der trækker tråde ind i den danske bankverden?

Er du nysgerrig efter at se, hvem Panama-papirerne gemmer på? Da kan du selv granske dem allesammen her.

Det var et omfattende spind af skuffeselskaber i skattely i det mellemamerikanske land Panama og lyssky aftaler med privatpersoner og virksomheder, der trak tråde ind i den danske bankverden, som kom for dagens lys i starten af april.

Og her en måned senere har Det internationale konsortium af undersøgende journalister, ICIJ, mandag den 9. maj klokken 20 netop offentliggjort de navne og firmaer, der optræder i de 11,5 millioner dokumenter, der afslørede hele skandalen.

Afslørede en statsministers skatte-spekulation

Panama-papirerne har siden den 3. april afsløret adskillige kendte og statsoverhoveder med selskaber i skattely-landet og skabt overskrifter verden over.

Afsløringerne fik Islands statsminister, Sigmund Gunnlaugsson, til at træde tilbage, efter det kom frem, at han siden 2007 skal have rådet over et offshore-selskab uden at fortælle det islandske parlament om det.

De afslørende dokumenter går helt tilbage til advokatfirmaets etablering i 1977 og frem til udgangen af 2015.

Knap 40 års hemmeligheder

Skandalen tog sin spæde begyndelse, da en whistle-blower for et år siden kontaktede den toneangivende tyske avis Süddeutsche Zeitung med sin belastende viden.

Derefter er de mange afsløringer kommet for dagens lys i et samarbejde mellem journalister over det meste af verden, der i månedsvis har gransket de mange millioner af dokumenter.

Og nu kan du selv se, hvilke navne der optræder i papirerne.

Mere end 200.000 selskaber

Panama-papirerne indeholder navnene på knap 214.000 selskaber, der er blevet konstrueret med hjælp fra advokatfirmaet Mossack Fonsecas hjælp.

Det internationale konsortium af undersøgende journalister vil ikke offentliggøre optegnelser af bankkonti, finansielle transaktioner, mails og andre korrespondancer, der indeholder oplysninger som pas og telefonnumre.

Informationerne, der offentliggøres, vil udelukkende være et udsnit af informationerne, som bliver udsendt i offentlighedens interesse, skriver det internationale konsortium på hjemmesiden.

TV 2 har selv testet databasen og set den i funktion, men den kan have langsomme svartider eller melde om fejl.