Måtte vente på læge: Højgravid sad seks timer på en stol i venteværelset

Ventetid på seks timer for at se en læge og manglende tilstedeværelse af jordemødre var nogle af de ting, der ventede førstegangsfødende.

Forventningerne var store, da Sine Godiksen skulle føde for første gang, men oplevelsen blev alt andet end som forventet.

Sine Godiksen fødte i oktober 2015 en pige på Rigshospitalet. Og selvom glæden ved at forøge familien med et medlem var stor, så var selve fødslen ikke optimal.

- Omkring klokken 23 troede jeg, vandet gik. Jeg ventede en times tid og kom ind på Rigshospitalet klokken 00.30. Der lå jeg så et par timer og ventede, fordi der var travlt. Jeg fik besked om, at jeg godt kunne tage hjem natten over, siger Sine Godiksen.

Ventede seks timer på læge

Den vordende mor og uddannede biokemiker lå i sin seng klokken 03.30 med beskeden om, at hun skulle komme tilbage igen klokken 11 næste formiddag.

- Jeg kom ind igen og fik taget nogle blodprøver. Først efter klokken 17 fik jeg første gang kontakt til en læge. På det tidspunkt havde jeg som højgravid og nærmest fødende siddet på en ganske almindelig stol i seks timer, fortæller Sine Godiksen. 

Lægen var overrasket, at han var den første læge, der tilså Sine Godiksen. Det var nemlig ikke en travlere dag end normalt på fødegangen, forklarede han hende.

- Min fødsel gik i gang klokken 18. Vi er hurtigfødende i min familie, men det nåede jeg ikke rigtig at fortælle nogen, fordi der var ikke nogen jordemoder omkring mig. Klokken 20 måtte min mand løbe ud og hente en jordemoder. Man bliver utryg, fordi det ikke er noget, man har prøvet før. Der var ikke nogen, da det gik i gang, og det var jordemoderen fra modtagelsen, der måtte bistå mig. Klokken 20.45 havde jeg født vores datter, siger hun.

Det var kun den sidste halve time, der var en jordemoder til stede.

Ingen fokus på samtale

Selvom Sine Godiksen som førstegangsfødende var uerfaren, så havde hun en fornemmelse af, at hendes fødsel ikke var den optimale.

- Der var ikke nogen at snakke med undervejs. Det var min fornemmelse, at jordemødrene havde rigtig travlt, siger Godiksen og fortæller, at hun på nærmeste hold har set, hvordan en fødsel også kan foregå.

- Jeg havde været med min søster til fødsel i Aarhus, og der havde der været stor fokus på samarbejdet mellem min søster og hendes jordemoder. Det var slet ikke tilfældet her, og det er jeg ærgerlig over. Jeg vidste ikke, om jeg arbejdede ordentligt med min krop, siger Sine Godiksen.

Overvejer hjemmefødsel

Et halvt år efter fødslen kan Sine Godiksen godt smile, når snakken falder på datterens fødsel. Men det er også en oplevelse, der har sat sine spor.

- Det var en lidt træls oplevelse. Det blev en oplevelse af at føde min datter men ikke en oplevelse, jeg egentlig deltog i. Jeg var der bare. En af jordmødrene sagde til mig, at jeg burde klage, siger Godiksen og tilføjer:

- Jeg overvejer, om jeg skal føde hjemme næste gang. Jeg synes, det er for beskedent og for fattigt, at der ikke er tid til at tage hånd om specielt førstegangsfødende. Det er rigtig ærgerligt.