Elefantebola hærger i zoologiske haver: Nu skal sygdommen knækkes
Elefantungen Khao Sok døde af elefantebola i Københavns Zoo. Nu skal dyrlæger fra hele verden mødes for at knække koden til sygdommen.
Tæt ved 60 procent af alle asiatiske elefanter, der er født i zoologiske haver i USA og Europa, dør af den samme virus. Derfor skal dyrlæger fra hele verden nu mødes for at knække koden til den dødelige sygdom eehv - også kendt som elefantebola.
Det skriver Politiken.
Det seneste offer for sygdommen i Danmark var den 21 måneder gamle Khao Sok, som huserede i Københavns Zoo. Elefantungen virkede som om, den var fuld af liv, indtil blodprøver viste, at den var angrebet af den aggresive elefantherpesvirus. På trods af at havens dyrlæger gjorde alt, hvad de kunne for at redde den, måtte den 750 kilo tunge elefantunge aflives.
Da Khao Sok blev obduceret, viste det sig hurtigt, hvor syg den havde været. Ikke et eneste af elefantens organer var gået fri, og der var massive blødninger overalt.
- Det er, som når ebola slår mennesker ihjel. Derfor kalder vi også eehv for elefantebola, siger dyrlæge i Zoologisk Have, Mads Bertelsen, til Politiken.
Også en af havens tidligere elefantunger, Punjab, måtte lade livet på grund af sygdommen.
Slår kun asiatiske elefanter ihjel
Og eehv er på mange måder en bemærkelsesværdig sygdom. Den slår nemlig kun asiatiske elefanter ihjel - og overvejende dyr, der lever i fangenskab. Hvorfor ved man ikke, siger Mads Bertelsen til Politiken:
- Vi ved heller ikke, om der er bestemte genetiske linjer indenfor asiatiske elefanter, der er særligt følsomme for eehv.
Københavns Zoo venter endnu en lille elefant i maj 2017. Når elefantungen bliver født, vil den blive bodprøvetestet en gang om ugen, så man kan skride ind i god tid ved det første tegn på eehv.