Masser af sporarbejde de næste dage: Togturen bliver en tur i togbus
Bane Danmark benytter Kristi himmelfartsferien til sporarbejder flere steder i landet. Det betyder, at togture erstattes af togbusser over Storebælt.
Bane Danmark benytter Kristi himmelfarts-ferien til at lave en række sporarbejder på Sjælland og Fyn. Det betyder, at en stor del af togtrafikken over Storebælt og lokalt på Sjælland og Fyn må flyttes fra skinnerne til togbusser.
-Bane Danmark har valgt at arbejde i Kristi himmelfartsdagene, fordi det helt klart er nogle af de dage, hvor der er mindst trafik. På den måde generer vi færrest mulige mennesker. Vi ved fra andre år, at rigtigt mange holder fri på fredag, og derfor ikke har brug for transport til og fra arbejde.
-Og de danskere, der skal på ferie, har stadig mulighed for at komme med toget indtil klokken 22 onsdag aften, og igen fra søndag morgen klokken 10, fortæller DSB’s trafikinformationschef Tony Bispeskov.
Mellem onsdag klokken 22 og søndag klokken 10 kører der ikke tog mellem Roskilde og Odense. På den strækning indsættes der i stedet togbusser.
- Det er sådan, at bane Danmark samler en række vedligeholdelsesarbejder sammen i en pulje, og så laver man en række forskellige reparations- og vedligeholdelsesarbejder på skinner, stationer og broer på strækningen. Man pakker det, så det generer færrest mulige, fortæller Tony Bispeskov.
- Det er noget, der skal gøres. Det gælder bare om at finde det rigtige tidspunkt at gøre det.
Indsættelsen af togbusser mellem Roskilde og Odense er den ændring, der kommer til at berøre flest passagerer. Men der er også flere andre sporarbejder, der betyder ændringer i rejseplanerne.
Togene mellem København og Rødby og Nykøbing Falster kører alle over Køge i stedet for via Ringsted. Mellem Ringsted og Næstved kører togbusser frem til lørdag, og derefter kører der igen tog. Mellem Odense og Tommerup kører ligeledes togbusser. Og endelig er der vedligeholdelsesarbejde på Viborg Station.