Samfund

Nu kan man ikke kigge ind i svømmehallen: Det er et helt vanvittigt krav

Et integrationsprojekt i Hovedstadens Svømmeklub deler vandene. For er der egentlig tale om integration eller det modsatte?

I Tingbjerg i København er flere hundrede piger med indvandrerbaggrund begyndt til svømning, efter en svømmeklub har introduceret kønsopdelt svømmeundervisning og afskærmet hallens vinduer.

Ifølge Hovedstadens Svømmeklub (HSK) er projektet en succes. Her har 246 nydanske piger i alderen 5-12 år lært at svømme siden projektets start. Rent praktisk betyder  det, at svømmeundervisningen er kønsopdelt, og at svømmehallens vinduer er slørede, ligesom klubben har indkøbt såkaldte burkinier til de piger, der gerne vil uddannes til svømmetrænere, hvor kønsopdeling ikke kan forventes.

Kønsopdeling og slørede vinduer er et vilkår

Lars Sørensen, som er direktør i HSK ser kønsopdelingen som en præmis for, at de nydanske piger kommer af sted til svømning. Han mener, at pigernes deltagelse styrker integrationen.

- Mange af pigerne ville ikke få et svømmetilbud af deres familier, hvis ikke vi kønsopdelte, siger han til Berlingske Tidende.

Han mener, at kønsopdelingen og de slørede vinduer er et vilkår - og ikke en pris der må betales.

Vanvittige krav at efterkomme

Kultur- og Fritidsborgmester i Københavns Kommune, Carl Christian Ebbesen (DF), er enig i, at det er godt, at de muslimske piger får motion. Men det må ikke ske på bekostning af ligestilling, frisind og andre danske værdier, understreger han over for avisen.

- Det er helt vanvittigt at efterkomme de her krav. Der er desperat mangel på svømmehaller, og så skal vi altså ikke lukke dem ned ved at putte sorte gardiner for vinduerne og sige 'kun for piger' for at imødekomme nogle religiøse fanatikeres ønsker, siger han og tilføjer:

- Vi skal gå til de her forældre via vores integrationspolitik og forklare dem, at her kan de ikke få opfyldt særkrav. De skal sende deres piger til idræt og andre aktiviteter, som alle andre danskere. Hver gang vi efterkommer de her krav, nedbryder vi det samfund, vi ellers har kæmpet for.

Misforstået hensyn og tolerance

Også debattøren Geeti Amiri mener, at der ikke er tale om integration, når der ikke er mænd til stede, og vinduerne er dækket til.

- Hvis succeskriteriet er, at pigerne lærer at svømme, så er det succesfuldt, men det er ikke integration. Og hvis man mener, at kønnene bør være fuldstændigt ligestillede, og at pigerne ikke må begrænses af deres køn, så er det heller ikke integration, siger hun og fastslår, at det er en svær balancegang:

- Det er meget, meget misforstået hensyn og tolerance, vi praktiserer her. Det er børn af Danmark, der fra begyndelsen får at vide, at de ikke kan gøre krav på samme rettigheder som deres pæredanske venner og veninder. Hvorfor tillader vi, at en purung generation opfostres med, at det er ok at blive forskelsbehandlet og begrænset, fordi man er en kvinde - selv om de er født og opvokset her, siger hun til Berlingske.