Samfund

Kønsopdelt svømning har betydet nye veninder for 12-årige Batuel

Der er sket en kæmpe stigning i muslimske piger, der er begyndt at gå til svømning på kønsopdelte hold. En af dem er 12-årige Batuel El-Hassan.

Flere steder i landet har svømmehaller oplevet en stor fremgang af antallet af muslimske piger i bassinerne. Det er sket, efter man har indført kønsopdelt svømmeundervisning.

I Tingbjerg er det lykkes at få et par hundrede muslimske piger til at svømme, men kun fordi svømmehallen forbyder drenge i perioden og sørger for at dække ruderne, så ingen kan kigge ind.

En af dem, som er begyndt at gå til svømning er 12-årige Batuel El-Hassan:

- Jeg er rigtig, rigtig glad, fordi det er sundt for kroppen - og så får jeg nogle nye veninder, siger hun til TV 2.

Støjberg: Det skader integrationen

Også i Damsøbadet på Frederiksberg er der kønsopdelte svømmehold.

- Vi vil gerne tilbyde svømning til denne gruppe, som normalt ikke er så meget i foreningslivet. Derfor har vi vurderet, at det var nødvendigt at tilbyde kønsopdelte hold – for at få dem til at være med, siger bestyrelsesformanden for hovedstadens svømmeklubber, Allan Nyhus, til TV 2.

På Christiansborg mener integrationsminister Inger Støjberg (V) derimod, at det skader integrationen.

- Der er alt for mange eksempler, hvor man har taget misforstået hensyn. Derfor kan det godt være, vi skal til at være lidt mere håndfaste og stille nogle krav.

Dansk Folkeparti er enige med ministeren - Socialdemokraterne er det delvist.

- Vi er enige i, at det konkrete eksempel er kritisabelt. Men jeg tror ikke, at det er fornuftigt at få en situation, hvor Folketinget skal blande sig i, hvad der foregår ude i den enkelte folkeskole eller svømmehal, siger integrationsordfører Dan Jørgensen (S).

At adskille kønnene i svømmeundervisningen har fået 250 piger i alderen fem til 12 år at melde sig til svømning - for tre år siden var antallet nul.