Samfund

Altan-sjusk i København: Dette skal du være opmærksom på

Det er særligt altaner, der er monteret på tredje etage og op efter, hvor man skal være opmærksom. Arkiv-billede.

Det er langt fra alle, som er påvirket her, forsikrer chef for byggecenter i Københavns Kommune. Men her er, hvad du skal gøre, hvis du er i tvivl.

Firmaet Altan.dk har sat en altan op, der ikke er godkendt. Det kunne Frederiksberg kommune konstatere, efter at konkurrenten minaltan.dk, gjorde kommunen opmærksom på fejlen på altanen.

- Vi har kunnet konstatere, at der var en altan, som ikke var etableret efter det, vi havde givet tilladelse til. Der var ikke en akut nedstyrtningsrisiko, men når nogen afviger fra det, der er givet tilladelse til, så kan vi ikke vide os sikre på, at det holder, forklarer centerchef Steffen Mark Jensen fra Center for Bygninger i Københavns Kommune. 

Bor du højt oppe - så tjek 

Steffen Mark Jensen fortæller, hvad bekymrede altan-ejere skal gøre, hvis de mistænker, at deres altan er forkert sat op. 

Steffen Mark Jensen anbefaler, at selvom der er en reel risiko for nedstyrtning ved altanen på Dannefærds Vej, så bør de fleste slå koldt vand i blodet, da Frederiksberg Kommune i første omgang kun undersøger 24 andre altaner, der er sat op af firmaet. 

- For det første drejer det sig kun om altaner, der er konstrueret på tredje sal og op efter, da altaner, der monteres længere nede ikke har samme behov for, at blive sat fast inde i konstruktionen på bygningen. 

- Og for det andet, så er det ikke en fejl, som man kan se med det blotte øje. Man skal ind i selve konstruktionen for at se, om der reelt er en fejl. Og vi anbefaler ikke, at folk begynder at rive deres gulv op for at se, om de selv kan finde fejlen, siger Steffen Mark Jensen. 

Tal med ejeren 

I stedet anbefaler centerchefen, at hvis man mistænker, at ens altan er sat forkert op, så skal man have fat i ejeren. Og hvis man selv er ejer, så skal man have fat i de rigtige dokumenter. 

- Hvis man er bekymret som altanejer, så kan man ikke gøre noget selv. Man skal kontakte sin ejerforening, da det er ejerens ansvar, at tingene er udført som de skal - jævnfør tilladelsen fra leverandøren. Der skal altid være dokumentation for, at altanen er sat rigtigt op.

- Få undersøgt om man har den fornødne dokumentation, hvis du skal have ro i maven, siger Steffen Mark Jensen.

Ingen panik 

Til sidst fortæller centerchefen, at det er vigtigt, at alle altanejere nu ikke går i panik. 

- Indtil videre er der kun registreret én altan, hvor der er problemer, og der er spærret af ved denne nu.

- Vi er i fuld gang med at bladre alle sagerne igennem nu, så vi kan gøre, hvad vi kan for at hjælpe alle. Men igen - vi vil ikke skabe unødvendig panik. Og langt de fleste er sandsynligvis helt okay, fortæller Steffen Mark Jensen.