Samfund

82-årig står uden bolig: Kommunen vil ikke hjælpe mig

Tidligere fisker skal flytte fra sit hus på lørdag. Kommunen mener ikke man har noget ansvar for at hjælpe ham til at finde noget andet.

På lørdag skal 82-årige Ejvind Eliasen være ude af sit hus i Gilleleje.

Kreditforeningen overtog huset for nogle måneder siden og har nu fået det solgt, så Ejvind Eliasen skal ud. Men han aner ikke, hvor han skal flytte hen.

- Jeg har selv prøvet alt for at finde noget andet at bo i, men jeg kunne ikke finde noget. Så gik jeg til kommunen. Først var jeg sikker på, at de ville hjælpe mig til at finde en ældrebolig. Bare en lille to-værelses, der ikke er for stor. Men de vil ikke hjælpe mig, siger Ejvind Eliasen til TV 2.

Den 82-åriges fisker langvarige kamp med Gribskov Kommune om at få et sted at bo er bragt frem af lokalavisen Ugeposten.

- Jeg snakker ikke selv med kommunen mere. Det har jeg opgivet. Det er min nabo, der ordner det. Hun har computer og alt muligt, fortæller Ejvind Eliasen.

Han lægger ikke skjul på, at han er desperat. Efter et langt liv som fisker i Gilleleje er helbredet slidt med ødelagte knæ, en dårlig ryg og kun en smule syn tilbage på det ene øje. Økonomisk har han kun en folkepension at klare sig for, efter han i nogle år har klaret sig for de penge, som salget af en lille båd indbragte ham.

Fiskeriet blev for bureaukratisk

Ejvind Eliasen har boet med sin familie siden 1967. Først med familien, men siden hans kone døde for 12 år siden har han boet alene.

Samtidigt begyndte indtægten fra fiskeriet at svigte. Fiskerierhvervet blev stadig mere reguleret, og papirarbejdet blev stadig mere omfattende. Til sidst voksede bureaukratiet Ejvind over hovedet, og han valgte at sælge sin båd. I stedet købte han en mindre jolle og kastede sig over garnfiskeri, der var mindre reguleret.

Men garnfiskeriet gav mindre indtægt, og han måtte tage lån i huset. Efterhånden blev knæene så dårlige, at han ikke kunne komme ned i jollen, og så blev den også solgt. Den indtægt betaler huset i en periode, men til sidst måtte huset sælges.

"Find et herberg"

Gode venner overbeviste ham om, at en mand i hans situation kunne få hjælp fra kommunen til at finde en ældrebolig.

Men fem måneder og adskillige afslag senere står det klart for Ejvind Eliasen, at kommunen ikke vil hjælpe.

”Det er ikke vores problem. Find dig et herberg eller et hotel”, referer Ejvind Eliasen den seneste besked fra kommunen.

Undervejs har han flere gange haft visitationsbesøg fra kommunen. Hans hus er blevet målt op for at se, om det egnede sig til ældrebolig. Det gjorde det ikke – og i øvrigt var huset allerede sat til salg på det tidspunkt.

Misforståelserne fortsætter tilsyneladende mellem parterne. Kommunen opfatter ikke Ejvind som berettiget til en ældrebolig, og Ejvind forstår ikke, at han ikke kan få hjælp.

"Passer ikke ind i skema"

Officielt siger Gribskov Kommune:

- Vi har nogle helt faste visitationskrav på et skema, man skal passe ind under, for at blive visiteret til en ældrebolig. Men det er da ærgerligt, hvis brugeren har haft en dårlig brugeroplevelse, udtaler visitationskontorets teamleder Stine Løfgreen Tvede til lokalavisen Ugeposten.

Det skema passer Ejvind Eliasen ikke ind i. Han har aldrig været visiteret til hjemmehjælp eller anden hjælp, fordi en nabo har hjulpet ham, og han har – indtil nu – haft egen bolig. Netop det, at han aldrig har søgt om hjemmehjælp eller anden støtte, er for kommunen et argument for, at han godt kan klare sig selv.

- De vil ikke gøre noget for sådan en gammel stodder, siger Ejvind Eliasen selv.