Samfund

Faldskærmsudspringere forulykket: Fly fik revet vingerne af

Et lille fly styrtede lørdag ned med tre ombord og fik vingerne revet af. Ingen af de tre ombord kom til skade.

Lørdag morgen er et fly med to faldskærmsudspringere og en pilot forulykket ved Varde Flyveplads.

Uheldet skete 06.26 da flyet skulle lette. Det var kun nået et par meter op i luften, da vingerne stallede og fik flyet til at styrte ned.

- De er ikke faldet så langt, men styrtet har alligevel resulteret i, at vingerne blev revet af, siger vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Søren Strægaard.

Ramte buske og krat

Hvis et fly staller, betyder det, at vingerne kommer i en vinkel, så det mister sin opdrift og bliver svært at styre.

Der er tale om et lille Piper-fly, som efter det stallede ramte en masse krat og buske og derfor endte med at få revet vingerne af.

Alle om bord på flyet er uskadte, og nu venter de på, at Havarikommissionen kommer og vurderer ulykken.