Samfund

Venner til dræbt par på Langeland: - Verden blev et helvede

TV 2 har talt med nære venner til det par, der på tragisk vis blev skudt og dræbt søndag aften.

Klokken tyve minutter i ni søndag aften ankom en 25-årig mand foran en lejlighed, hvor han skulle aflevere sin fem-årige datter til hendes mor i Snøde på Langeland.

Da den 23-årige mor til barnet kom ud foran huset for at hente datteren, opstod der tumult, og den 25-årige far skød og dræbte både den 23-årige mor og hendes 35-årige kæreste.

Brian Michael Kristiansen er nær ven med parret. Han drak kaffe med parret for blot et par dage siden.

- Vi fik bekræftet omkring klokken tolv-halv et, at det var dem, der var blevet skudt. Verden blev et helvede, siger Brian Michael Kristiansen, hvis datter er legekamerat med den fem-årige pige og fortsætter:

- Det er en katastrofe. Jeg ville ikke vide, hvad jeg selv skulle gøre, hvis min datter havde set sådan noget. 

Veninde til dræbte par: - Det er rigtig tragisk

Camilla Vesterager var også veninde til det nu dræbte par. 

- Jeg synes, det er rigtig tragisk det, der er sket. Jeg synes, at det er forfærdeligt, at man kan gøre sådan noget mod andre mennesker, siger Camilla Vesterager og fortsætter grådkvalt: 

- Jeg ved ikke, hvad han har tænkt på, der står en masse mennesker tilbage nu i sorg.

Den 23-årige kvinde mistede livet, da hun blev skudt på tæt hold af et oversavet jagtgevær. Antallet af drab mod ekskærester ligger på i gennemsnit ni om året.

Den 25-årige formodede gerningsmand blev mandag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør. Han ville ikke udtale sig og sidder nu varetægtsfængslet de næste fire uger.

Tirsdag aften oplyser politiet ifølge Ritzau, at pigen, der mistede sin mor, er fem år og ikke seks år gammel.