12-årig med helt særlig interesse: - Lyden på vinyl er på en måde større

Jonas Torstensen er 12 år, blind og ekspert i vinyl. Han har en forkærlighed for undergrundsmusik og vil helst have plader, der er få af.

Værelset i Odense ligner et almindeligt drengeværelse, men i det venstre hjørne bag en hængekøje står en kommode fyldt med LP’er. Men det er entusiasmen for de sorte plader, der fylder mest i drengeværelset og man kan hurtigt glemme, at Jonas kun er 12 år, når han fortæller om sin samling.

- Vinylens lyd er mere afrundet og den er på en eller anden måde større, siger Jonas Torstensen.

Ikke bare lyd

Han har ikke et yndlingsnummer, men i øjeblikket hører han The Walking Owl, syrerockpunk fra 80’erne.

Ifølge Jonas handler det ikke kun om musik – vinyl er en kultur. Årstiden, humøret og coveret skal også være rigtig før pickuppen bliver sat i rillen.

Jonas er ikke den eneste, der har fundet glæden ved vinyl. Pladen med den hvæse knitren er igen begyndt at tage indpas i de danske hjem. Sidste år blev der langet plader for omkring 12.000.000 kroner over disken. Det er næsten en fordobling i forhold til 2014. Sidste år blev der endda oprettet en hitliste kun for vinylplader, www.hitlisten.nu.

Et hipster-fænomen?

Jonas Torstensen er godt nok én af dem, der er faldet for vinyllyden, men for ham er det ikke vigtigt at flere lytter med, men hvordan de lytter med.

- På en eller anden måde er det jo godt, at der er flere, der opdager vinylen, men spørgsmålet er, hvordan de opdager den. Opdager de den som et hipster-fænomen, der er sejt at have hængende på væggen, imens du gemmer din Justin Bieber cd under hovedpuden eller er du rent faktisk interesseret i musikken, siger Jonas.