Samfund

Ny undersøgelse: Over 40 procent af alle demens-diagnoser er forkerte

Mere end 40 procent får en forkert diagnose, når der er mistanke om demens. Rystende statistik, mener patientforeninger.

Hvert år bliver flere tusindvis af danskere diagnosticeret med en demenssygdom, men helt op imod halvdelen af tilfældene tager sygehuse og klinikker fejl.

Det viser forskningsnotat fra Nationalt Videnscenter for Demens, som Magasinet P har fået indsigt i.

I notatet fremgår det blandt andet, at kun 58,5 procent af demensdiagnoser, der var stillet hos såkaldte yngre patienter, var korrekte i en stikprøveundersøgelse fra landspatientregistret. Yngre patienter tæller alle under 65 år.

Alt for højt

I en tilsvarende undersøgelse fra 2012 havde 53 procent af de diagnosticerede yngre patienter en demenssygdom ved nærmere eftersyn.

Problemet med fejldiagnoser er størst blandt patienter med etnisk baggrund. Således levede blot 35 procent af patienterne med etnisk baggrund med en diagnose op til kriterierne ved en efterfølgende undersøgelse.

Tallene vækker bekymring hos SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed.

- En fejlprocent på over 40 er alt for høj, siger formand Knud Kristensen til Magasinet P og understreger, at især fejlprocenten blandt etniske danskere er et stort problem.

- Når der stilles forkert diagnose, risikerer man at blive behandlet for en sygdom, man ikke har. Måske bliver behandlingen bare virkningsløs, men i værste fald kan behandlingen være direkte skadelig, siger han.

"Rigtig ærgerligt"

Også hos Alzheimerforeningen ser man med alvor på statistikkerne, og her efterlyser man mere specialisering på området.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) kalder det ”rigtigt ærgerligt, hvis mange patienter får en diagnose, som efterfølgende viser sig ikke at være korrekt” i et svar til Magasinet P.

- Patienterne skal hurtigst muligt have stillet en diagnose, så de kan begynde i den rette behandling, men det er selvfølgelig vigtigt, at den diagnose, lægerne stiller, er korrekt, lyder det.