Samfund

Politiet om arbejdspres: Disse opgaver bliver nedprioriteret

Indbruds-, narko- og voldskriminalitet er nogle af de områder, som landets politikredse må nedprioritere for at få bemandingen til at slå til.

Grænsekontrol og forhøjet terrorindsats trækker så store ressourcer ud af det danske politi, at flere andre politiopgaver fortsat nedprioriteres rundt om i landet.

Det oplyser en række politikredse, som TV 2 har talt med, efter at de seneste tal viser, at politiets overarbejdspukkel er fordoblet siden januar 2015 - nogle steder endda tredoblet.

Flere af kredsene beretter enslydende, at borgerne særligt vil opleve, at det er sagsbehandlingstiderne, som er længere end normalt.

- Der sker nogle benhårde prioriteringer rundt omkring i kredsene. Nogle af de sager, vi typisk nedprioriterer, er sager, der kunne opklares med en minimal indsats. Det kan være voldssager, der henvises til senere opklaring, og også indbrud i beboelser er noget, vi nedprioriterer, siger Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt.

Antallet af indbrud har været faldende de seneste år, men opklaringsprocenten var i 2015 på 6,6 procent. Det er den laveste siden 2009 og markant lavere end i vores nabolande.

Må nedprioritere nærpolitiet

I Nordjylland har politiet som følge af situationen blandt andet måtte nedprioritere deres specialpatruljeenhed, der har fokus på nattelivet og narko på gadeplan.

- Det har også betydet, at Nordjyllands Politi har været nødsaget til at nedprioritere i nærpolitiet, og at der er blevet skåret ned i weekenden, så der mangler en patrulje, fortæller Jens Jørgen Møller Nielsen, formand i Nordjyllands Politiforening.

Ved udgangen af februar i år havde de nordjyske betjente næsten 40.000 overarbejdstimer, og i sidste måned kunne TV2/Nord fortælle, hvordan det nordjyske politikorps nu er så presset, at de er nødt til at genansætte pensionerede betjente.

Færre ressourcer til trafik og ghettoområde

Størst er puklen i København, hvor de mange betjente har oparbejdet knap 100.000 timers overarbejde.

Her har presset på politiet blandt andet haft den konsekvens, at indsatsen mod hashhandlen på Christiania bliver nedprioriteret, men også på andre områder kan det mærkes.

- Færdselsspecialister bliver brugt til tilsynsopgaver, og derfor bliver indsatsen mod trafikfarlige forseelser også nedprioriteret, fortæller formand for Københavns Politiforening, Michael Bergmann Møller.

Han nævner desuden, at der er fjernet mellem 40 og 50 procent af ressourcerne i nogle af de særligt udsatte boligområder i byen.