Samfund

Sygeplejersker slår alarm: De svageste ældre får for dårlig hjælp

To undersøgelser retter kritik mod sundhedsplejen af de svageste, ældste i Danmark.

Patienter, læger og sygeplejersker rækker nu en markant kritik mod sundhedshjælpen i Danmark. Den hjælp, der handler om at passe de skrøbeligste ældre i Danmark. Det skriver Berlingske.

Kritikken har bund i flere undersøgelser: En fra Dansk Sygeplejeråd og en fra Lægeforeningen. En lang række kommunale sygeplejesker udtrykker nemlig i en af undersøgelserne, at de mangler ”de fornødne kompetencer og har brug for et fagligt løft” for at kunne klare plejen af ældre på plejehjem og i hjemmeplejen på et forsvarligt niveau, skriver Berlingske.

Undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd

83 procent af de i alt 312 adspurgte sygeplejersker tilkendegiver, at de har et behov for et kompetenceløft inden for blandt andet demens, psykiatri, sårpleje og pleje af døende. - Dansk Sygeplejeråds rapport. Kilde: Berlingske.

Den anden halvdel handler om, at læger i Lægeforeningens rapport udtrykker bekymring for det kommunale tilbuds kvalitet. Lægerne oplyser i rapporten, at der på grund af så svingende kvalitet i plejen sker hyppige genindlæggelser af de ældre patienter.

- Helt urimeligt

Det bekymrer Alzheimerforeningen og Ældre Sagen.

- Det er udtryk for en alvorlig kritik, der kommer fra lægerne over for kommunernes plejepolitik. Det er en alvorlig advarsel til politikerne, siger Bjarne Hastrup, direktør Ældre Sagen, til TV 2.

Holdningen er den samme hos Alzheimerforeningen.

- Beboerne på plejehjemmene er i vid udstrækning demente, og mange lider samtidig af andre alvorlige sygdomme. Alligevel får beboerne sandsynligvis den ringeste sundhedsbetjening af alle her i landet. Det er helt urimeligt, og det er tydeligt, at der er brug for generelt at løfte det sundhedsfaglige niveau, siger direktør i Alzheimerforeningen Nis Peter Nissen til Berlingske.

Også hos Lægeforeningen kigger man bekymret på tendensen. Her kalder man det "uholdbart", at der er så stor variation i tilbudene fra kommune til kommune.

- Når patienterne bliver udskrevet fra de specialiserede sygehuse, som er indrettet efter, at patienterne skal have andre tilbud efter kort tid, er det helt afgørende, at alle kommuner står klar med relevante tilbud af en høj kvalitet. Ellers får vi meget store problemer når den nye sygehusstruktur er på plads, siger formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, i en pressemeddelelse.

Undersøgelse fra Lægeforeningen

Otte ud af ti læger på sygehuse og i almen praksis har ofte eller en gang imellem oplevet genindlæggelse af patienter, fordi de ikke havde fået den nødvendige pleje eller rehabilitering i den kommunale pleje. Kilde: Gallup for Lægeforeningen.

Sundhedsminister Sophie Løhde(V) kalder det for ”tankevækkende”:

- Sygeplejerskerne skal være klædt ordentligt på til at kunne pleje og behandle de ældre, der i dag ofte har et større behov for pleje end tidligere. Det gælder derfor både om, at uddannelsen på sygeplejeskolerne giver studerende de rette faglige kompetencer, og at de færdiguddannede sygeplejersker får mulighed for at få et kompetenceløft, hvis de har behov for dette, siger hun til Berlingske.