Samfund

Ekspert om nøgenbilleder: Vi skal turde snakke sex med vores børn

Vi skal turde snakke med vores børn om seksualitet, krop og køn, mener forfatter og foredragsholder Anna Louise Stevnhøj.

Det er ikke kun teenagere, men også yngre børn, der deler seksuelle videoer og fotos af sig selv og af andre på nettet. Ifølge Red Barnet er det en stigende tendens.

Hos Rigspolitiets afdeling for cyberkriminalitet har man set eksempler på børn helt ned til otte år, der har lagt seksuelt materiale af sig selv - eller andre - på nettet.

Anna Louise Stevnhøj har skrevet flere bøger om børn og seksualitet, og holder ofte foredrag i både børnehaver og skolefritidsordninger om emnet. Hun mener, at vi voksne skal droppe berøringsangsten.

- Man skal tale med sine børn, og vi voksne har et fælles ansvar. Det gælder forældre, pædagoger og alle, der er omkring børnene. Vi er nødt til at indse, at internettet og de digitale platforme er kommet for at blive. Vi skal turde snakke med børnene om køn og krop og seksualitet, siger Anna Louise Stevnhøj til TV 2.

Drenge på 10 og 11 havde sex

Det værste eksempel politiet er stødt på, er en video med to drenge på 10 og 11 år, der dyrker sex med hinanden. Politiet troede først, at pædofile var involveret, men drengene havde frivilligt lagt videoen ud på nettet.

- Det er et meget voldsomt eksempel, og jeg tænker, at der ligger noget andet bag. Der er måske tale om nogle drenge, der har haft adgang til at se regulær porno – og det har børn bestemt ikke godt af, siger Anna Louise Stevnhøj.

Hun mener, at delingen af nøgenbilleder i høj grad er en udvidelse af børnenes normale legeunivers. De leger og efterligner, hvad de ser på for eksempel fjernsynet - og nu har de så fået digitale medier, som de inddrager i legene.

- Børn fra cirka tre års alderen og opefter leger sådan nogle lege, hvor de kigger på hinanden, undersøger hinanden og smider tøjet – helt uskyldigt. De har slet ikke nogen fornemmelse af, at det er seksuelt. Nu inddrager de så mobiltelefoner og iPads og kan måske finde på at tage billeder af sig selv og hinanden i de situationer, siger Anna Louise Stevnhøj.