Samfund

Krisemøde i DR: Vil tvinge medarbejdere til Jylland

Flere DR-medarbejdere skal flyttes væk fra København.

DR vil flytte en række stillinger til Aarhus og Aalborg og væk fra DR-byen i København.

Det skriver fagbladet Journalisten

Ifølge fagbladet bliver de berørte journalister opsagt, hvis de siger nej til at flytte med.

Ifølge Mediawatch drejer det sig om Sporten og Vejret, der rykkes til Aarhus og Videnskabsredaktionen, som rykkes til Aalborg.

Blev orienteret på mail

Medarbejderne i DR er blevet indkaldt til et medarbejdermøde, hvor de vil blive orienteret om flytningerne. Det blev de orienteret om i en mail onsdag:

- Bestyrelse og direktion har vedtaget en plan, som får betydning for en del af os. Jeg vil gerne invitere jer til en orientering om det konkrete indhold, og jeg håber I kan møde op trods det korte varsel, står der blandt andet i mailen, der blev sendt af DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn

Skal styrke DR

Formålet med flytningerne er angiveligt at styrke DR uden for København.

- DR er til for hele befolkningen, og vi har i de seneste år styrket DRs tilstedeværelse uden for hovedstaden. Det har været en succes, og vi tror på, at vi kan gøre endnu mere. Jeg er glad for, at vi nu kan tage endnu et markant skridt for at sikre, at DR også i fremtiden er relevant for alle i Danmark,” siger Michael Christiansen, bestyrelsesformand i DR på deres hjemmeside.

I alt skal der tilføres 165 årsværk til Aalborg og Aarhus. Omkring 140 af de stillinger skal komme via udflytning af arbejdspladser, mens 30 vil være nyoprettede stillinger, oplyser fællestillidsmand Anne Serlev fra DR til Ritzau.

Ifølge DR flytter de fleste redaktioner 1. januar 2017, mens DR Sporten og DR Vejret først får base i Aarhus fra 1. februar 2018.