Samfund

Kan du huske aprilsnarren: Da Frank Arnesen skulle spille for Færøerne

Den danske landsholdsspiller Frank Arnesen prøvede i 1990 at få folk overbevist om sin deltagelse på det færøske landshold.

Fredag er det første april, hvor både medier, virksomheder, organisationer, institutioner og kendte personer ofte ser sit snit til at smide en humoristisk hvid løgn af sted for at forsøge at narre folk.

Derfor har vi kigget lidt i arkiverne og fundet nogle gamle klip, hvor kendte ansigter enten selv bliver fuppet eller forsøger at fuppe andre med en aprilsnar. 

Da Frank Arnesen skulle spille for Færøerne

I 1990 havde den danske fodboldspiller Frank Arnesen indstillet landsholdskarrieren for Danmark. Det afholdt ham dog ikke fra at gøre comeback og tørne ud for det Færøske landshold. Hans farfar, der var færing, gjorde det åbenbart lovligt for Arnesen at tørne ud for den miniputnationen.

Du kan se videoklippet, hvor Frank Arnsesen offentligører sit overraskende skifte øverst i artiklen.

Sydney Lee var en løgn

Omkring år 2011 var Sydney Lee en af de mest omtalte reality-stjerne i Danmark. Men hele virakken omkring ham viste sig åbenbart at være løgn. I et interview i Go' morgen Danmark, afslørede Sydney Lee, at hans rigtig navn var Michael Brødsgaard, og at personen Sydney Lee var et studieprojekt fra Aalborg Universitet. Men interviewet var selvfølgelig en aprilsnar aftalt mellem Morten Reesen og Sydney Lee.

Liverpool-listen var nyt parti på Christiansborg

I 2012 så et nyt parti dagens lys i dansk politik. Flere af de helt store spillere i dansk politik var gået sammen om det nye politiske projekt. Det var blandt andet Bjarne Corydon, Kristian Jensen og Kristian Thulesen Dahl. DF'eren skulle endda være formand for det nye parti, der selvfølgelig havde rød som partifarve.

Mads Steffensen opsøgt af gammel flamme

I 2012 var Mads Steffensen gæst i morgenprogrammet Weekend Weekend. Her blev han ufrivilligt den ene del af en kærlighedstvist, da han medvirkede i et panel, der skulle rådgive seerne ligesom i hans eget program 'Mads og Monopolet'. Steffensen blev overrumplet af en gæst, der kendte ham, men han kunne simpelthen ikke huske hende.

De bedste aprilsnarre fra 2015

Sidste år var der flere gode aprilsnarre og tv2.dk's læsere stemte om, hvilke de syntes var de bedste.

Årets aprilsnar i 2015 blev sendt af sted fra Aalborg Bibliotekerne, som på deres hjemmeside skrev, at alle eksemplarer af Fifty Shades of Grey, udlånt i perioden 1.3 - 1.4, tilbagekaldes. Grunden er, at en laboratorietest har påvist klamydiabakterier over grænseværdien, og at embedslægen nu skal registrere og fastslå udbuddets omfang. Herefter vil alle bøger blive destrueret.

Andenpladsen gik til Ekstra Bladet for deres narrestreg om, at prinsgemalens ansigt ville pryde den nye 20-krone, som Danmarks Nationalbank skulle sende i cirkulation 16. april 2015 i anledning af dronningens 75-års fødselsdag. Regeringen og Folketinget plejer at give monarken en gave og denne gang skulle dronningen helt usædvanligt have bedt om, at hendes mand blev portrætteret på den nye 20'er i stedet for hende selv, skrev avisen.

Tredjepladsen tilfaldt take away-portalen Just Eat med deres hvide løgn om, at virksomheden ville give sig i kast med datingmarkedet. Det skulle ske med en ny funktion på deres app, som betød, at hvis to personer i nærheden af hinanden bestilte samme pizza, smørrebrød eller sushi, så var der et match.

Også Berlingske havde en stor nyhed i avisen første april 2015 - nemlig at DBU var gået i gang med at finde en afløser for fodboldlandsholdets træner, Morten Olsen, og alt tydede på, at det blev en kvinde, som flere kvindeorganisationer længe havde ønsket.