Samfund

Store shoppedag – i dag går danskerne bananas i madindkøb

Janne og Mathias Korsgaard har været på påskeindkøb

Dagen før skærtorsdag er en af de dage på året, hvor danskerne flittigst sætter betalingskortet i butikkernes betalingsautomater.

På onsdagen før påske sidste år købte danskerne varer for 1,718 milliarder kroner med Dankortet. Det gjorde dagen til den fjerdestørste forbrugsdag i 2015. Det viser tal fra Nets, der forventer, at forbrugerne vil bruge mindst lige så meget i år.

- Hvis vi ser på udviklingen i danskernes forbrug det seneste halve års tid, så regner vi med, det fortsætter opad. Vi satte jo rekorder op til jul og i forbindelse med Black Friday i efteråret, så meget tyder på, at der også op til påsken i år vil blive sat ny rekord, siger Søren Winge, der er pressechef hos Nets - selskabet der står bag Dankortet.

De største indkøbsdage i dankortforbrug

  1. Black Friday den 27. november: 1,983 mia. kr.
  2. Dagen før nytårsaften, den 30. december: 1,780 mia. kr.
  3. Op til jul den 22. december: 1,733 mia. kr.
  4. Onsdagen inden påske den 1. april: 1,718 mia. kr.
  5. Lillejuleaften, den 23. december: 1,686 mia. kr.

Kilde: Nets

Fra 2013 til 2015 er dankortforbruget henover påskedagene steget fra 9 milliarder til 10,5 milliarder.

Danskerne hamstrer mad

Det særlige ved påskeindkøbene i forhold til andre højtider og udsalg er, at det næsten udelukkende er mad, der ryger i indkøbskurven. Ifølge Dansk Erhverv er onsdagen før påske en af de dage, hvor der bliver hamstret alleflerst fødevarer.

- Vi køber rigtig, rigtig meget mad. Det er jo en kombination af, at der går flere dage, hvor man ikke har muligheden for at købe ind, og at der i påsken er en masse frokoster og middage med familien og vennerne, fortæller Marie Louise Thorstensen, der er chefkonsulent i Dansk Erhverv.

For meget i indkøbsvognen

Et af de steder, der netop i dag er rigtig velbesøgt, er Bilka i Ørestad på Amager. En af dem, der trækker rundt med en godt fyldt indkøbsvogn, er Janne Korsgaard, der sammen med sønnen Mathias er på påskeindkøb.

- Ja der er købt godt ind til de kommende dage. Påskeæg og alt hvad der hører sig til de klassiske påskefrokoster. Og ja der ryger helt sikkert også mere i vognen end der bliver spist, siger Janne Korsgaard.

Og dermed tager hun fat på et af de typiske følger af påskeindkøbene – nemlig madspildet efterfølgende.

- Jeg synes nu vi er blevet bedre til at få det tilpasset, men der bliver stadig købt for meget og der ryger alt for meget ud, siger Janne Korsgaard.

Ken Hansen forsøger at købe ind over flere dage og dermed undgå madspild

Det problem har også Ken Hansen – men i år forsøger han at begrænse det

- Vi har kun købt ind til de næste to dage. Så tager vi herud igen på lørdag og køber ind til de næste frokoster i påsken. Så kan vi måske bedre afstemme, hvor meget vi får brug for, og undgå madspildet, siger han.

Top 5 indkøb er klassiske

Ifølge Bilka varehuschefen Esben Keller er der ikke så meget udsving i det danskerne plukker ned fra hylderne.

Top 5 over det, der bliver købt til påskefrokosten er ganske klassiske valg: mejerivarer, brød, pålæg, sild og lam, fortæller han.