Overvejer at lukke: Odins soldater kæmper med ekstremisme

Soldiers of Odin vil lave borgerværn, der griber ind overfor vold. Men ledelsen kæmper med racistiske strømninger.

Se talsmand for Soldiers of Odin på Vestsjælland, Arne Andersen, fortælle om gruppen i videoen øverst

Det var den europæiske flygtningekrise og den øgede mængde af flygtninge og migranter i landet, der i januar fik fem mænd til at stifte den danske gren af gruppen Soldiers of Odin.

Soldiers of Odin

Soldiers of Odin blev etableret i den finske by Kemi i oktober 2015 af Mika Ranta, der er erklæret nynazist. Målet var at beskytte finner mod flygtninge og migranter.

I januar 2016 blev gruppens danske gren oprettet i Danmark. Modsat den finske gruppe tager den danske afdeling afstand fra nazisme og racisme.

Den danske afdeling har ca. 500 medlemmer og knap 9000 likes på Facebook.

Ifølge talsmand Gert Steen Skytte er gruppen til stede i blandt andet Sønderborg, Aabenraa, Haderslev, Horsens, Frederikshavn, Thisted, Odense, København og på Bornholm.

Men selvom bekymring for den øgede indvandring lagde kimen, nægter gruppen at være fremmedfjendsk. Tværtimod er alle velkomne i organisationen uanset køn, politisk overbevisning, religion og etnisk oprindelse, siger gruppens talsmand, Gert Steen Skytte, til TV 2.

Dog er ikke alle gruppens medlemmer enige i det.

Således har de danske stiftere måttet blokere mellem 300 og 400 personer fra Facebooksiden med næsten 9000 likes, fordi de har delt billeder med stærkt nazistiske og racistiske budskaber og billeder af våben.

- Det vil vi ikke stå inde for, siger Gert Steen Skytte.

Overvejer at lukke forening

Desuden har man også måttet lukke en afdeling i Esbjerg ned, da medlemmerne her var for ekstreme i sine holdninger.

- Uanset hvad man starter, vil der altid være nogen med knald i låget. Os, som har prøvet at få det til at køre, er ikke interesseret i alt det pjat, siger Gert Steen Skytte.

Den holdning har fået en del af medlemmerne til at brokke sig over ledelsen. Det i sådan en grad, at Gert Steen Skytte og de andre genovervejer foreningens eksistens.

- Nogle mente, at hele ledelsen skulle skiftes ud, og at vi er nogle vatpikke. Hvis det vokser os over hovedet, så lukker vi ned, siger han.

Det samme bliver konsekvensen, hvis der dannes grupperinger som modreaktion på Soldiers of Odin. I Norge fik gruppen for eksempel en modstander i form af Soldiers of Islam.

- Vi skal ikke ud i krig. Så siger vi farvel, siger Gert Steen Skytte.

Forsker: Gruppen appellerer til almindelige fædre

Ifølge den finske ekstremismeforsker Teemu Sinkkonen tiltrækker grupper som Soldiers of Odin også helt almindelige borgere, som vil beskytte familien mod overgreb, som man for eksempel har set det nytårsnat i Köln.

- De appellerer direkte til familiefædre ved at slå på angsten for at deres døtre er truet med voldtægt. Soldiers of Odin spiller på, at de er den organisation, der kan skabe fysisk sikkerhed for indbyggerne i de små byer overfor truslen fra asylansøgerne, siger Teemu Sinkkonen.

Er bekymret for flygtningestrøm

Ifølge Gert Steen Skytte organiserer Soldiers of Odin borgerværn, der skal gribe ind overfor vold, overgreb og voldtægter på de danske gader. Medlemmerne må ikke selv ty til vold, med mindre det er nødværge. Derudover vil de foretage civile anholdelser. 

Gert Steen Skytte sammenligner Soldiers of Odin med kommunernes Streetworkers og gadeplansmedarbejdere. 

- Vi er ikke en selvtægtsgruppe. Vi er bare almindelige mennesker, forældre, bedsteforældre, som er bekymret for udviklingen i Danmark i forhold til flygtningestrømmen, siger han.

- Nogle af de mennesker, ikke alle, der kommer hertil, har ikke nogen forståelse for, hvordan man behandler kvinder og børn i et samfund som Danmark, siger han til TV 2.

Gruppen har fået lavet jakker med logo på ryggen, en enøjet viking med Dannebrogsskæg, men lige nu anbefaler ledelsen, at medlemmerne lader jakkerne ligge hjemme – de frygter nemlig bøder for at gå med rygmærke.

Frygten er nok i sig selv

Netop frygten er noget, ekstremismeforsker Teemu Sinkkonen mener gruppen bruger aktivt. I Finland går gruppen rundt med knive og bat, men medlemmerne bruger dem sjældent.

- I realiteten har der dog næsten ingen sammenstød været, siger han. 

- Deres magt ligger i den angst de spreder blandt flygtninge – men i lige så høj grad blandt almindelige finner. De skaber en atmosfære fyldt med angst.

Gert Steen Skytte har efter denne artikels tilblivelse trukket sig som talsmand og medlem af Soldiers of Odin af helbredsmæssige årsager.