Ny undersøgelse: Gipsplader tager skimmelsvamp med ind i din bolig

16x9
Forskere fra DTU har fundet skimmelsvamp i nye gipsplader Foto: Morten Stricker / Scanpix Denmark

Har du gipsplader på væggene eller loftet i dit hjem, så har du måske også skimmelsvamp. Det viser en undersøgelse fra Danmarks Tekniske Universitet.

Gipsplader bliver der lavet vægge og loft af i masser af de danske hjem.

Derfor kom det også bag på lektor Birgitte Andersen fra DTU Systembiologi, at hun efter en analyse kunne finde skimmelsvamp i gipsplader, der kom direkte fra fabrikken.

Prøver af gips blev desinficeret, gjort våde og lagt i petriskåle. Efter få dage udviklede der sig skimmelsvamp af de sporer der ligger i gipspladerne fra fabrikken.
Prøver af gips blev desinficeret, gjort våde og lagt i petriskåle. Efter få dage udviklede der sig skimmelsvamp af de sporer der ligger i gipspladerne fra fabrikken. Foto: TV 2 / Allan Jørgensen

Skimmelsvampe er bl.a. kendt for at give hovedpine, luftvejs­irritation, udslæt og træthed.

Sådan er gipspladerne blevet undersøgt

13 gipsplader, produceret af de to danske gipsproducenter Knauf og Gyproc blev indkøbt i forskellige butikker over et halvt år for at udelukke tid og sted som faktor.

Pladerne desinficeret, tørret og til sidst indkapslet i et vådt miljø i 70 dage.

Allerede inden deadline piblede svampene frem på samtlige plader.

Kilde: Ingeniøren

Hidtil har man troet at skimmelsvamp opstod via luften, men nu viser det sig altså, at de svampesporer, der kan føre til skimmelsvamp, bor i gipspladerne.

- Jeg havde jo en teori om, at de her svampesporer på en eller anden måde måtte være i pladerne, fordi det var en type, vi ikke kunne finde i luften. Men at det viste sig, at de var der i alle de plader vi undersøgte, det var en overraskende, fortæller lektor Birgitte Andersen.

Hun understreger dog, at svampesporerne, der kan føre til skimmelsvamp, som udgangspunkt ikke er skadelig, så længe gipsen holdes tør,

Sovende skimmelsvamp

Skimmelsvampen ligger indlejret i det pap - ofte genbrugspap - der omslutter gipspladerne. Pappet får gipsproducenterne ofte fra en leverandør, derfor er det stadig usikkert, hvordan svampene er endt der.

Da det kun er svampesporer, altså forstadiet til skimmelsvampen, der bor i gipspladerne, kalder forskerne det for sovende skimmelsvamp. Men kommer man ud for vandskader eller en oversvømmelse, vil skimmelsvampen hurtigt vokse og få langt større konsekvenser.

- Hvis gipspladerne kommer i kontakt med vand, vil det føre til, at svampene vækkes. De begynder at gro og udvikle skimmelsvamp. Men der skal meget vand til. Der skal være tale om f.eks. en oversvømmelse eller et brud på et vandrør i hjemmet, siger Birgitte Andersen.

Et tørrestativ med vådt tøj eller høj luftfugtighed indendørs er altså ikke nok til at aktivere svampesporerne og skabe skimmelsvamp, slår Birgitte Andersen fast.

Producenter vil undersøge pladerne

- Næste skridt er nu, at jeg vil forsøge at finde ud af, hvordan svampen er kommet ind i pappet på gipspladerne. Er det kommet ind på gipsfabrikken eller måske hos de leverandører der laver genbrugspappen? For der er ingen tvivl om, at skimmelsvampen ikke skal være der. Den udgør jo en sundhedsrisiko i folks hjem, siger Birgitte Andersen.

Hun har også præsenteret sine resultater for de to danske producenter af gipsplader Gyproc og Knauf. De vil nu undersøge, om der er et reelt problem, og om produktionen af gipspladerne skal ændres.