Samfund

Runesten forsvundet i 200 år: Dukker op i haveterrasse i Thy

Her ses et fragment af Ydby-runestenen, som blev fundet hos familien Kappel i Thy. I alt er tre stykker blevet fundet, som nu sendes til Nationalmuseet.

En tusind år gammel og eftersøgt runesten er blevet fundet på en gård ved Thy. Fundet er helt enestående, lyder det fra arkæolog.

Den blev tegnet og registreret i 1700-tallet, men siden har ingen set den. 

I hvert fald ikke indtil nu.

Tre fragmenter af en tusind år gammel runesten fra Ydby er nemlig blevet fundet på en gård i Boddum ved Thy. 

Runesten med historisk betydning

Og det er ikke en hvilken som helst sten, der er tale om. Ydby-stenen, også kaldet Flarup-stenen, blev inden sit forsvindingsnummer første gang omtalt i 1741 og senere tegnet af tegneren Søren Abildgaard i 1767. Siden har ingen set runestenen, som endda blev eftersøgt i 1841 - dog uden held.  

- Den har en helt særlig betydning i lokalområdet, hvor folk har været triste over, at den var væk. Der er skrevet så meget om den her sten, og der er også lavet en kopi, forklarer Charlotte Boje Andersen, arkæolog fra Museum Thy, til TV 2. 

Det var en besøgende hos gårdejer Anders Kappel og landmand Ole Kappel, der for nyligt påpegede, at en sten i deres have så anderledes ud, og at det da godt kunne være en runesten. Familien kontaktede derfor museet i Thy.

Ligner ingen runesten

- Vi har siddet, leget og drukket saftevand på stenen gennem hele min barndom. For os har det altid bare været en sten, og det er ikke så nemt at se ved første øjekast, at der står runer skrevet på. Men når lyset lige falder rigtigt, og man gør stenen lidt våd, så er det tydeligt at se, fortæller Anders Kappel til TV 2. 

Stenen har faderen, Ole Kappel, hentet på en gård, han opkøbte for 25 år siden og rev ned. Ved ruinen lå en stor dynge sten, som han hentede hjem til sig selv. Den ene sten i haven kom aldrig videre end til græsplænen, mens to andre stykker fra den ituhuggede runesten blev brugt til at anlægge terrasse på gården, forklarer Anders Kappel.

- Udover stenen, som vi har leget på, fandt de udsendte fra museet to stykker af runestenen i vores haveterrasse, som matcher stykket fra haven. Det er helt utroligt, at man har haft sådan nogle sten liggende med så stor en historie, lyder det fra Anders Kappel.

Bliver sendt til Nationalmuseet

Arkæolog Charlotte Boje Andersen glæder sig over fundet og arbejder ud fra en teori om, at runestenen er blevet hugget i stykker og efterfølgende er blevet brugt til at bygge med. 

- Det er altid rart at finde noget, der har været væk, og det er en spændende historie. Fragmenterne har formentligt ligget som gulv i en stald eller lignende, før familien Kappel kom i besiddelse af dem, forklarer hun.

De tre runestensfragmenter skal nu registreres og midlertidigt udstilles på Heltborg Museum, inden de efter påske sendes videre til Nationalmuseet, som skal vurdere, om de er danefæ.

På gården i Thy forbereder Anders Koppel sig nu på at skulle på fliseindkøb:

- De tre stykker runesten forlader os nu, og de kommer ikke tilbage. Så det er nok noget med at finde et par nye sten til terrassen, griner han.